KOMMENTAR

Stivnakket regelrytteri sender helt forkerte signaler og kaster en skygge over resten af Giro d'Italia efter absurd tidsstraf til Richie Porte.

Det lignede en smukt tænkt gestus. Sportslig optræden, kammeratskab på tværs af snævre holdinteresser og en god fortælling i en sport, som har hårdt brug for den slags, da Richie Porte under en hektisk etapeafslutning modtog et hjul fra landsmand Simon Clarke.

Simon Clarke var tættest på, da Team Sky-kaptajnen punkterede på sit forhjul med seks kilometer fra mål. På det tidspunkt var vi inde i en fase, hvor hvert sekund tæller, hvor pulsen banker mod øjenæblerne og hvor fronten af feltet banker mod mål med 55-60 km/t.

Porte tabte på regulær vis 46 sekunder, men kort efter at være kommet i mål, begyndte den udsendte løbskommissær fra UCI at granske Unionens i forvejen digre regelsæt. Og vupti, minsandten om der ikke var tale om en lovovertrædelse.

Porte fik tildelt en tidsstraf på to minutter. Ødelæggende for ham og hans chancer for at vinde det etapeløb, han har forberedt sig på det sidste halve år. Men også ødelæggende for store dele af spændingen i resten af løbet.

Regler er til for at overholdes. Det er en hjørnesten i sport. Men der er regler så oprørende meget i strid med sund fornuft og retfærdighedssans, at det ikke giver mening at tolke lovens bogstav nederdrægtigt og nidkært.

Det valgte UCI at gøre. Det hører med til historien, at der ikke var kommet samme blæst om det hele, hvis det var Darwin Atapuma, Diego Rosa eller Lars Bak, som havde fået to minutters tidsstraf for en lignende forseelse. Omvendt var det netop fordi det var en grundstød løbsfavorit, at situationen blev en ophedet gang force majeure.

Man kan ikke argumentere følelsemæssigt mod jura. Lovens bogstav er kold som is og skelner hverken til høj eller lav. Det er for det meste et plus, men i en cykelsport, som i forvejen kan nærme sig selvparodien og det groteske, er det svært at forsvare og forklare den højere retfærdighed i Porte-gate.

Det er trist at skulle konstatere, hvordan det der var en smukt tænkt gestus mellem konkurrerende sportsfolk, endte med at blive en strafbar handling. Og det er sørgeligt, at en sport så martret af imageproblemer efter årtier med løgne, fortielser, fusk og svindel fra medicinske mirakelryttere, ikke kan sende et anderledes opbyggeligt signal ved at sanktionere i forhold til forseelsen.

Noget andet er så, at reglen slet ikke burde findes. Det er første gang i mine 16 år som reporter, jeg ser den blive taget i anvendelse. Den er ikke bare overflødig, men også utidssvarende og dum.