Søren Paaske er journalist og dækker dansk og international håndbold på BTs sportsredaktion
Søren Paaske er journalist og dækker dansk og international håndbold på BTs sportsredaktion Foto: Christian Liliendahl

KOMMENTAR

Gudmundur Gudmundsson er røget ned med feber i den danske EM-lejr i Wroclaw. Det forhindrer dog næppe islændingen i at tænke på håndbold i hvert eneste vågne sekund. Sådan er han nu en gang indrettet.

Her er spørgsmålet, om ikke landstrænerens tanker blandt andet kredser om, hvem der lige nu er førstevalg på playmakerposten. Her har EM nemlig ikke udviklet sig som forventet.

Gudmundsson tog af sted til slutrunden med den klare overbevisning, at Rasmus Lauge var hans sikre kort på den position. Den 24-årige Flensburg-Handewitt-spiller har haft en stor halvsæson i danskerklubben, og både landstræneren og mange af holdkammeraterne havde store forhåbninger til, at det var i Polen, Lauge definitivt ville sætte sig på rollen som styrmand. Og samtidig træde i karakter som den trussel fra bagkæden, der ville forhindre, at modstanderne kunne ’nøjes’ med at fokusere på Mikkel Hansen, når Danmark angriber. For nu at trække det sådan lidt groft op.

Men Lauge har slet ikke præsteret i det indledende gruppespil. Mod Rusland var det i størstedelen af kampen skidt eller anonymt, mod Montenegro var det decideret dårligt, og i Ungarn-kampen blev det så kun til tre minutter, fordi han var træt og følte sig utilpas.

Uanset om Lauge er fuldstændig fit for fight til braget mod Spanien, bør han imidlertid være at finde på bænken fra start. Det er i hvert fald mit input til Gudmundsson i sygesengen. For Mads Mensah har været klart bedre som spilstyrer indtil videre. Mere direkte og mere kompromisløs.

Hans energi og vildskab gav Danmark en flyvende start på kampen mod Ungarn, mens danskerne med Lauge på banen fra start kom haltende i gang i de to første kampe. Den forskel behøvede man ingen håndbold-eksamen for at få øje på.

Mensah har været rigtig dygtig til at bringe tempo ind i det danske spil og til at iscenesætte Mikkel Hansen, der ser ud til at trives bedre med sin tidligere AGK-klubkammerat som playmaker. Det skyldes blandt andet, at Mads Mensah formår at skabe mere plads til Mikkel Hansen, fordi han er stærkere i mand-mand-spillet end Lauge - derfor vinder Mensah helt simpelt flere af sine dueller, og det giver bedre arbejds- og skudbetingelser for Mikkel Hansen. Har han det, er Danmarks vinderchancer markant forbedret.

Så smid Lauge på bænken, og giv en formstærk Mads Mensah et skud fra start.

SMS

Hitter på Facebook