»Der er ingen bånd, der binder mig, og ingen holder på mig nej.«
Sådan lyder begyndelsen på Pinocchio-sangen, som de fleste kender.
Nu kan Nicklas Bendtner synge med. Dog i knap så muntert et toneleje. På et tidspunkt, hvor hans kolleger går ind i den afgørende del af sæsonen, står Bendtner tilbage uden klub og job – og med en lang næse.
Mandag blev dagen, hvor Wolfsburg rev hans kontrakt i stykker efter et forår i vanviddets tegn. Den danske angriber var for vild og kontroversiel for Bundesliga-klubben, der utvivlsomt glæder sig over at den fejlslagne chance, man tog med Bendtner, nu er et overstået kapitel.
Imens man i Wolfsburg ånder lettet op, over at en distraktion nu er skaffet af vejen, er klumpen i halsen med sikkerhed større hjemme hos Nicklas Bendtner. Han skal nu – igen – genstarte sin karriere. Og denne gang er udgangspunktet værre, end det nogensinde har været før.
Det er naturligvis gode nyheder for Bendtner, at han nu er fri fra Wolfsburg. De seneste ugers limbo har ikke været nogen til gavn. Slet ikke hovedpersonen, der på grund af sin kontrakt ikke har været i stand til at træne med, så længe en fratrædelsesordning ikke var færdigforhandlet. Det er den nu, og Bendtner kan køre Folkevognen i garagen med et tocifret millionbeløb på lommen. Men her stivner smilet også.
Jeg skal ikke rode mig ud i en analyse af, hvad der er gået galt i Nicklas Bendtners karriere. Jeg skal heller ikke løfte pegefingeren i skuffet formaning. Begge dele er gjort før, og man har efterhånden næsten opgivet ævred. I stedet vil jeg tillade mig at kigge en smule frem. På hvad Bendtner skal, når han nu påbegynder endnu en klubjagt fra baghjul.
Bendtner skal ikke tage ’hjem’ til FC København. Og det sker næppe heller. Selv om en kontrakt med de kommende danske mestre og klubben, hvorfra angriberen rejste ud, kunne være oplagt, er det for risikabelt.
Siden Bendtner for snart fire uger siden blev sendt hjem fra Wolfsburg, har han boet i sin lejlighed i København. Og her har han fået en lille forsmag på, hvad der venter, hvis han vender hjem.
København er for lille, for velkendt og ikke mindst for giftig til, at det er her, Nicklas Bendtner fortsætter karrieren. Fristelserne og provokationerne er for mange, ligesom synligheden er for stor. Nicklas Bendtner kan kort sagt ikke styre sig og være den fodboldspiller, han teoretisk kan være, hvis postnummeret er 1553 H.C. Andersens Boulevard. Det har folkene omkring angriberen indset.
I stedet er kompasset rettet mod en klub, hvor Bendtner kan leve i forholdsvis anonymitet under en træner, der tror på ham og er parat til at give ham både spilletid og tillid. Og det er også, hvad der skal til, hvis Nicklas Bendtner ikke skal ende som mere end en parentes og en pauseklovn i alle andre sammenhænge end i den rød-hvide landsholdstrøje.
Vi er kommet dertil, hvor en ansættelse af Nicklas Bendtner vil være et udslag af et kompromis for stort set alle klubber i Europas større ligaer. Alle steder vil han være en lottokupon og en risiko. Derfor er Bendtner også selv nødt til at gå på kompromis. Fra alle sider er angriberen blevet opfordret til at prioritere spilletiden forud for alt andet. Men angriberen har i stedet vægtet økonomi og prestige højere. Denne gang skal han vælge anderledes. For valget kommer næppe igen.
