Foto: Nikolai Linares

Jeg har en rig onkel i udlandet. Eller det vil sige – det er min mors fætter. Men han er sådan en, som jeg altid har set op til og holdt meget af. Og så har han børn både på min alder og på mine børns alder. Og det er et ekstra plus, når man har så lille en familie, som jeg har.

Jeg nævner, at han er rig, fordi det er relevant for den historie, jeg vil fortælle om ham: Da jeg var blevet konfirmeret, fik jeg en rejse til London, hvor ’onkel John’ dengang boede. Vi besøgte ham, og noget af det, jeg husker allerbedst, var, da han gik ude i sin have og snakkede i en trådløs telefon. Vi taler 1985 her. Det var et enormt telefonrør med en endnu mere gigantisk antenne på, og han gik omkring og talte helt ubesværet med dem i den anden ende.

For mig var det ubegribelig luksus at have en så smart trådløs telefon. Det var kun noget, jeg havde set i tv-serien ’Dollars’. Mine forældre var ellers helt fremme på beatet og havde mobiltelefon med rundt på job i det ganske land. Som nogle af de første. Man skal dog lige forstå, at deres mobiltelefon havde en tyk ledning forbundet med en kæmpe kasse, der var så tung, at jeg ikke var i stand til at løfte den. Så mobil? Ja, jo, mobil i den forstand, at den var transportabel.

Annette Heick. Til BT-blog.

heick

Udviklingen er gået lynstærkt lige siden. Det behøver jeg ikke at fortælle jer om. Men jeg vil vove den påstand, at det var, da mine forældre fik denne transportable telefon, at de begyndte at stå til rådighed døgnet rundt. Det har altid irriteret mig grænseløst. Og måske er det derfor, jeg selv er blevet så fedtet med min telefon. Den er altid på lydløs, ofte svarer jeg ikke, og man kan ikke indtale besked på svareren. Det kan min mand og børn så til gengæld godt synes er irriterende. Men det er en beslutning, jeg aktivt har truffet.

På samme måde foretog jeg for et år siden aktivt det valg, at jeg ikke længere ville være på Facebook eller Twitter. Jeg anerkender til fulde de sociale mediers muligheder, og jeg har da også en firma-profil på Facebook, men privat gider jeg det ikke. For mig handler det om, at jeg ikke føler, jeg bliver klogere. Og den underholdning, mediet kan tilbyde, er alt for negativ for mig. Jeg gider ikke læse lange svadaer om folks holdninger til snart det ene, snart det andet. Og så er der tiden i det.

Jeg forstår ikke, hvordan man kan være på, når man arbejder. Og jeg forstår ikke, hvorfor man gider bruge tid på det, når man har fri. Men jeg er nok bare gammeldags. Der var en (sikkert velmenende) kvinde, der sagde til mig: »Jeg kan godt huske, hvordan det var at være lige så bagstræberisk som dig, og det skal jeg aldrig være igen!« Hmmm. . .

heicktrump1234

Apropos telefon, så mødte jeg i sommer Lukas Graham på Bornholm. Han havde den ældste mobiltelefon, jeg længe har set. Det var ikke en smartphone, og jeg fandt ud af hvorfor. Under sin koncert sagde han nemlig til sine fans: »Lad være med at filme, for så kan I ikke huske det bagefter«. Og han havde fat i noget: Man kan ikke rigtigt fange en stemning eller en følelse på film. Det bliver bare tomme gengivelser. Mindet er langt stærkere.

Derfor tænker jeg også: Måske er jeg slet ikke så bagstræberisk endda!

Der er et andet tiltag, som har sneget sig ind på mig, og som jeg nu bemærker, at flere af mine venner og bekendte gør: Jeg er begyndt at vælge nyhederne fra. Jeg får min avis på iPad og læser den, når den udkommer hen på aftenen. Morgen-radioavisen bekræfter som regel, at jeg er fint opdateret, når jeg vågner, og så ser jeg ikke flere nyheder den dag, før min avis igen udkommer til aften. Jeg holder meget af at hoppe ind på mine yndlingsradioprogrammer, der som regel er politiske, men TV2 News holder jeg mig langt fra. Både fordi jeg er blevet allergisk overfor det inflationsramte ’breaking’-skilt, men især også fordi jeg ikke magter alle de negative informationer hele tiden.

Jeg synes selv, jeg har taget fri fra al larmen. Jeg ser ingen kommentarer fra ligegyldige mennesker nogen steder. Jeg læser ingen irrelevante historier på nettet. Underholdning er et superhurtigt fix, som jeg får på Instagram. Her bruger jeg maksimalt fem minutter om dagen. Og ved I hvad: Jeg går ikke glip af noget som helst.

Annette Heick. Til BT-blog.

Jeg er sågar begyndt at se det, vi herhjemme kalder ’voksen-Disney’. Vi kørte Netflix-serien ’The Crown’ i julen. Dernæst stod den på ’Mr. Selfridge’, og nu ser vi gudhjælpemig ’Badehotellet’. Der er ingen store dramaer. Ingen bliver bange. Det er feel-good hele vejen, og man kan nemt overskue et enkelt afsnit hist og her, når man har brug for at koble fra. Det går dejlig langsomt. Jeg kan så varmt anbefale det.

Journalist Nikolaj Vraa fra ugebladet Tæt På fremlagde for nylig en teori om, hvorfor der er så meget negativt i medierne. Han sagde: »De kendte poster alligevel deres egne nyheder, før vi kan nå at være med – og det er som regel de positive nyheder. Så dét, der er tilbage til os andre, hvis vi vil være først med en nyhed, det er alt det negative.« Jeg tror, han har ret.

Er verden ved at gå af lave?, tænker man næsten dagligt, hvis man hænger i overskrifter, tweets og nyhedsfeed. Og lytter man til USA-korrespondenterne, så må man tænke, at svaret er ja! Men så kan man heldigvis lukke lidt ned. Vi kan sagtens tage del i verden og engagere os, uden at vi hele tiden er online. Og vi kan også sagtens passe vores arbejde og interessere os for vores medmennesker uden at stå til rådighed 24 timer i døgnet alle mand.

Der var engang i 80erne, hvor det var den ypperste luksus at kunne tale i en trådløs telefon i sin have. Men det er min påstand, at det i dag er den ypperste luksus at vælge netop dén fra.

Annettes uge på Instagram

Her er manden, der syede kjolen til lørdagens Melodi Grand Prix.

Tak for omsorgsfulde bemærkninger om mine fødder. De er 100 pct. sunde og velplejede. Ingen knyster. 350 dage om året uden strømper. Oftest i bløde bamsestøvler. De er rødlige lige nu pga. dejlige dage i solen (bruger ellers solcreme) – og mine grand prix-sko sidder perfekt, tak.

Så skete det! Vi har holdt stand længe, men her til morgen er vi faldet i gryden med ’Badehotellet’.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook