Jeg har egentlig været rigtig meget i tvivl om, hvor vidt jeg skulle skrive om den oplevelse, jeg for nylig har haft. Både fordi jeg ved, den kan afføde nogle kraftige reaktioner, men også fordi den kan bringe et (måske) uskyldigt menneske i fare. Dog er der gået et par uger, og jeg må tro på, at dette uskyldige menneske nu er i sikkerhed et andet sted i Europa, hvorfor jeg vover pelsen:
En aften dukkede en fyr op på min bopæl. Jeg genkendte ham ikke med det samme, men vi arbejdede sammen for ca. 20 år siden. I den mellemliggende periode har hans liv taget en voldsom drejning. I 90’erne blev han udsendt som soldat på Balkan, hvor voldsomme oplevelser satte sig i hans krop og sind og resulterede i PTSD (posttraumatisk stress).
Denne aften stod han udenfor min dør og fik med få sætninger fortalt mig, at han var på flugt fra et sindssygehospital, og at han var blevet stemplet som pædofil, hvilket intet havde på sig. Han havde brug for at låne en telefon.
Man må jo nok sige, at det var informationer, som burde tænde en række alarmer, og jeg kan godt forstå, hvis de informationer ville få flere til at lukke døren igen eller ringe efter politiet. Men lad mig lige forklare: Der stod en mand, som trods af sine traumatiske oplevelser var høflig, venlig, og som på ingen måde virkede sindssyg. Han var velformuleret – godt begavet – og hvorfor skulle han fortælle, at han var stemplet som pædofil, hvis ikke det var, fordi han følte, det var den største uretfærdighed? Hvis han vitterligt var pædofil, så ville han vel skjule det? Tænker jeg.
Jeg inviterede ham ind på en kop kaffe. Han havde været hjemløs i fire år, sagde han. Det var ikke nemt. Han fortalte, at man som hjemløs ofte bliver forfulgt. Nu kender jeg en anden, der er hjemløs, og jeg må sige, at det er en historie, jeg har hørt flere gange – de hjemløse føler sig som jaget vildt. Denne mand havde så ekstra grund til at føle sig forfulgt, for han lå inde med belastende oplysninger om nogle mennesker, der havde magt. Sagde han. Så meget magt, at de havde fået ham indlagt på et sindssyge hospital. Og det var altså derfra, han var flygtet.
Igen kan man indvende, at jeg måske burde reagere. Teste ham. Spørge ind. Overveje at gribe ind. Men i stedet tilbød jeg ham et bad. Jeg vil gerne indrømme, at min hjerne var i oprør, men med fare for at lyde hellig, så tænkte jeg meget på Victor Hugos roman om Jean Valjean, der bliver forfulgt af den hævngerrige politibetjent, Javert, og derfor søger ly i kirken. Om natten stjæler han nogle sølv-effekter og stikker af. Da han bliver fanget af politiet, bringer de ham tilbage til præsten for at spørge, om ikke han mangler nogle værdifulde sølvting i sin kirke. Da svarer præsten, at det gør han ikke, men at Valjean da vist var kommet lidt hurtigt ud ad døren, for han glemte den anden sølvlysestage, som præsten havde givet ham.
Vi er nødt til som mennesker at vurdere de situationer, vi havner i. Vi er nødt til – og det mener jeg virkelig – at have tillid til andre mennesker. Stole på, at det, de siger, er sandt. Hvis det altså er den fornemmelse, vi inderst inde mærker.
Har jeg prøvet, at et menneske har misbrugt min tillid? Åh Gud ja. Også på en måde, så jeg måtte have flere samtaler med mig selv om, hvordan i alverden jeg kunne tage så grueligt fejl. Alligevel holder jeg fast i, at tilliden mellem mennesker er grundlæggende vigtig.
Vi bilder os ind, at verden er blevet farligere at leve i. Men passer det? Var den ikke lige så farlig eller måske endda farligere under den kolde krig? Eller under 70’ernes mange terror-angreb? Eller under 2. Verdenskrig? 1. Verdenskrig? Eller hvad med 1800 tallet, hvor gennemsnitslevealderen var lav og børnedødeligheden høj? Hvad med koleraepidemien eller pesten, hvis vi går endnu længere tilbage? Nej, jeg køber ikke præmissen om, at verden er blevet farligere. Men jeg er godt klar over, at vi læser og hører om de forfærdelige ting der sker, oftere og hurtigere end tidligere. Og det er med til at gøre os bange.
I Danmark er vi stadig heldige, at tilliden sejrer. Det vidner en anden lille episode fra den forgangne uge om:
Som nogle af jer måske ved, så laver jeg engang imellem stemmer til tegnefilm. Herunder til Disneys film om ’Biler’. Forleden var jeg i det studie, jeg er kommet i gennem 25 år, for at indtale replikker. Her var huset på den anden ende, idet Mads Mikkelsen skulle komme samme dag og lave noget studiearbejde for nogle amerikanske filmskabere.
Og netop fordi der var amerikanere indblandet, var det med det helt store sikkerheds-udtræk. Med vagter og overvågning og tidsplaner og hvad ved jeg. Det er på en måde lidt sejt, og jeg vil gerne indskyde, at jeg er fuld af beundring for Mads Mikkelsen og hans søde familie samt hans vanvittigt dygtige bror…ja, jeg kunne såmænd fylde alle spalterne her, hvis jeg skulle udtrykke min fulde respekt for de mennesker. Men det morsomme ved denne historie er, at samme Mads Mikkelsen dagen efter skulle indtale sine replikker til ’Biler’, hvor han spiller figuren Ronnie Ræs. Og den dag dukkede han bare op som vanlig: Kørte selv. Uden security. Og sad vel i kantinen med alle de andre!
Jeg bliver glad over den slags. Stolt over, at vi lever i et land, hvor vi tør have tillid til, at ingen vil os noget ondt. Også selvom vi ind imellem tager fejl af netop det. Og det bringer mig tilbage til min gamle kollega, som dukkede op på mit dørtrin en aften og havde brug for hjælp. Jeg behøvede ikke involvere mig yderligere i hans sag. Jeg havde ingen grund til at mistænke ham for noget. Inden han gik ud ad døren igen, fik han lidt med at spise, noget tøj og de få kontanter jeg havde.
Selvfølgelig havde jeg bagefter den vigtige snak med mine børn om, at de stadig ikke må åbne for fremmede eller gå over til en fremmed bil og alt det der. Voksne har bedre evne til at vurdere situationerne, og alligevel: selv som voksen kan man komme i tvivl.
Men denne aften valgte jeg det, som jeg også gerne vil give videre til mine børn: Tilliden mellem mennesker.
Annettes uge på Instagram:
