I skrivende stund er det onsdag. Det er en særlig dag. Udover at være Norges nationaldag, så er det nemlig også dagen, hvor jeg officielt indtræder i rollen som mor til en teenager. 13 år fylder den store dreng. Men overgangen har længe været undervejs. Han gror som ukrudt, og det gør alt hår på kroppen også…selv det lige over mundvigende, der nu har mørke spidser. Stemmen er efterhånden rigtig dyb, og min ellers så velformulerede dreng har tilsyneladende tabt alle konsonanterne et eller andet sted og taler mestendels et uforståeligt sprog bestående af mumlende vokaler.

Gad vide om en teenager-forælder også ændrer sig? Det er ikke altid, jeg er lige vild med min nye udgave af mig selv. Jeg hører min mund sige: »Du sidder skidt, prøv at rette ryggen«. Eller: »Du skal lige huske det der med deodoranten«. Og: »Nej, NU er det altså tid at skifte sokker«. Vel vidende, at det skal siges flere gange: Husk sokkerne. Du skal lige have sokker på… Sokkerne, skat! Inden bussen kommer skal du lige have sokker på… Tag nu sokker på… SKAT!!

Det går ikke så hurtigt for en teenager. Jo altså på mobilen. Og på PlayStation. Også her prøver jeg med: »Nu har der vist været nok skærmtid for i dag«. Jeg forsøger virkelig at tale med ham om, hvor vigtigt det er at løfte blikket fra skærmen og opdage verden omkring sig. Men så er han også flink til at dyrke sport. Når først det kommer over ham, så får den fuld skrue. Snart spiller han tennis, snart fodbold, og så er det hjem og lave saltoer på trampolinen. Og derefter bliver han MEGET træt. Når man vokser, så kræver det søvn i rigelige mængder. Der soves en del her på matriklen, kan jeg godt afsløre.

Lige nu er det måske mig, der lyder mest træt, men det er jeg ikke. Slet ikke. Faktisk synes jeg, det er hyle morsomt at have en teenager. Vi griner sammen. Ser film sammen. Deler musik (vi deler heldigvis ikke længere sneakers). Jeg ler ikke ad ham, men vi kan begge godt se det morsomme i, at han ikke selv er klar over, hvor lange lemmerne er blevet. Armene er på en eller anden måde groet ud, uden han selv har bemærket det, sådan at hænderne kommer til at vælte ting. Og de fleste bevægelser larmer helt enormt. Stolen der trækkes ud fra bordet med en skrabende lyd. Bestikket der klirrer mod tallerkenen. Hans slubren i glasset og den voksne stemme, der med en hæs latter får luften til at knitre.

Men at den ikke er helt gal med ham, bliver jeg bekræftet i, når han betror sig til mig. Om ting som kan være svære eller pinlige at tale om. Jo, jeg er faktisk ret stolt af min dreng.

Det er heller ikke nemt at være teenager. Det så vi med al tydelighed i denne uge, hvor en 17-årig pige fra Kundby blev kendt skyldig i at have planlagt terrorangreb mod to skoler plus en del andre ting, som hun gjorde allerede i en alder af 15 år. Man undrer sig over, hvad der er foregået i hovedet på hende. Men vi glemmer måske, hvor letpåvirkelig man er som teenager. Og specielt hvis man ikke har haft den fornødne støtte hjemmefra. Som teenager er man udødelig. Tror man. Og usårlig. Forstår man fuldkommen alvoren af at tale med terrorister, når man er 15? Fatter man, at den indre vrede med et fingerknips kan føre til langvarig fængselsstraf? Jeg tvivler. Og det siger jeg på ingen måde for at forsvare den pågældende pige. Jeg tror hurtigt, vi kan blive enige om, at hun er et særtilfælde.

Men har vi, der nu er voksne, ikke alle gjort noget som teenagere, der var dumt og uovervejet? Eksempel – en klassisk situation: Man har hørt høj musik i bilen, er kørt lidt for stærkt og pludselig var der glatte efterårsblade på kørebanen eller akvaplaning eller sort is. Et øjebliks overmod, der blev til kold sved, der blev til rystende hænder, når der igen kom kontrol over situationen. Med mindre man var en af dem, det gik galt for.

Det er alle de der dumheder vi selv har lavet, som vi ikke kan beskytte vores unger mod. Vi kan fortælle om dem og advare, men til syvende og sidst skal de gøre deres egne erfaringer. Min mor har altid frygtet stoffer og den fristelse, de kan være. Men jeg frygter langt mere trafikken. Eller de andre teenagere, der kategoriseres som utilpassede. I fødselsdagskortet skrev mormor i morges: Husk at man kan godt være sej, selvom man siger nej.

Vi er nødt til at gøre os umage med at forme og vejlede og forstå vores børn frem til den dag, hvor de bliver teenagere. Derefter må vi klynge os til håbet om, at vi er lykkedes med det. At de unge mennesker klarer den trods fristelser og humørsvingninger, knuste hjerter, tvivl og en tågen rundt når teenager-hjernen slår til.

Teenagere skal lyttes til og tages alvorligt. Man kan godt spørge ind uden at snage, hvis man gerne vil have et indblik. Og man kan hjælpe dem i en beslutningsproces med at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, uden at man selv fortæller dem det. Det kræver at man lytter og prøver at holde sine egne fordomme og frygt i kort snor. Men allermest, tror jeg, det kræver, at man forstår, at de stadig har brug for os forældre. På trods af skæg, dybe stemmer eller læbestift og højhælede sko, så er de stadig børn, der har brug for at vide, at her kan man altid søge hjælp og blive tilgivet. At de altid vil være vores børn. Og at vi altid vil elske dem ubetinget.

Annettes uge på Instagram: