Det var lidt mærkeligt med min farmors gamle pels. Da hun skulle på plejehjem, og lejligheden skulle tømmes, spurgte hun, om ikke jeg ville have den. Tjoh … Det ville jeg vel. Jeg var faktisk i tvivl, for den har sådan et snit fra 1960erne, som bevæger sig mellem gammeldags og moderne. Der gik noget tid, før jeg tog den på, og så en dag fortalte jeg hende, at jeg var gået hen og blevet rigtig glad for den.

»Den skal jeg også snart have tilbage,« sagde hun og mindede mig om, at den kun var til låns. Kort tid efter døde hun, og så besluttede vi, der skulle arve, at jeg beholdt pelsen.

Jeg har ikke arvet specielt mange ting, men jeg har nogle få sager – herunder pelsen – som jeg faktisk sætter stor pris på. I tilfældet med min farmor er det lidt ambivalent, fordi hun var en dame, som var meget vanskelig at elske. Men et af de gode minder dukker op, hver gang jeg bruger hendes taske, hvor der i inderlommen ligger det yndigste billede af min farmor og min mor, fra tiden inden jeg kom til verden. Billedet bor i den taske, og det skal det blive ved med.

En af mine veninder skulle også arve sin mors pels. Hun elskede til gengæld sin mor højt og passede og plejede hende til det sidste. Pelsen duftede af mor, og min veninde var eneste datter, så de to lunede sig ved tanken om, at hun skulle overtage den smukke minkpels. Men mors nye mand havde andre planer. Så snart mor havde lukket øjnene, sørgede den nye mand (som altså ikke var så ny igen) for, at pelsen – plus en del andre ting, som havde tilhørt moderens familie i generationer – forsvandt.

Min veninde var helt paf. Hvem skulle have den pels? Hvem andre end hende? Hun fik mange mærkelige svar. Den ene dag kunne mors nye mand bare ikke finde den, og den anden dag var den blevet brændt. Hvor pelsen i virkeligheden er røget hen, ved nok kun to eller tre personer. Min veninde fik den i hvert fald aldrig.

Arv kan få det værste op i mennesker. Og her taler jeg virkelig af erfaring. Hele min fars familie har været splittet i atomer og fraktioner, som aldrig kom til at tale sammen igen. På grund af arvesager. Her spillede min føromtalte farmor desværre næsten altid hovedrollen.

Der er som regel to typer af arvinger. Dem, der føler sig berettiget til at modtage, og dem, der glæder sig over at modtage. De første – dem der føler sig berettiget – skal altid lige kontrollere, om de nu har fået det hele med. Der er et regnskab, der skal gøres op, og man skal helst sidde med en fornemmelse af, at det er gået retfærdigt til.

Dem, der glæder sig over at modtage, er helt ligeglade med regnestykket og retfærdigheden. Om de selv har fået et lerfad, der er nul kroner værd, og de øvrige har fået sølvtøj for flere tusinde kroner. Det er lige meget. De fik et dejligt minde med sig, og tante Annas lerfad fortæller bare alt om, hvem tante Anna var.

Jeg forestiller mig, at det må være uhyre svært med arv, når det griber ind i moderne storfamilier, hvor der er kommet nye børn til, nye hold bedsteforældre og svigerbørn. Det kræver endog megen stor disciplin at skulle navigere i sådan et forhold.

En af mine venner voksede op i en kernefamilie med mor og far. De var glade og lykkelige, indtil faderen døde. Han efterlod sig også børn fra et tidligere ægteskab, som han havde et nært forhold til. De børn var dog vokset op hos moderen og blev aldrig en del af hverdagen hos deres far og hans nye familie. Nu syntes min ven så, at det burde have betydning for arven efter faderen. Han følte sig berettiget til at overtage faderens våbensamling, som igen var arv efter farfaderen, som min ven i øvrigt aldrig havde mødt. Han tog derfor samlingen med hjem.

Hans papsøskende – faderens børn fra det tidligere ægteskab – blev ret overraskede over at se samlingen hjemme hos ham. De havde nemlig kendt deres farmor og farfar og var kommet i deres hjem som børn, hvor våbensamlingen prydede væggen, og nu følte de faktisk, at min ven havde stjålet deres historie.

I dag taler de ikke længere sammen som søskende. Alle kalder hinanden grådige, og alle føler sig berettiget og forbigået, og hvad ved jeg. Og nu kunne man sige: På grund af hvad? En ligegyldig våbensamling? Men nej, det her handler ikke om våbensamlingen. Det her handler om intentioner. Min ven – som jeg ellers holder meget af – kan ikke egenhændigt beslutte, hvad der er rigtigt eller forkert i forhold til fordelingen. Det er lusk, når han bare har taget samlingen hjem til sig selv. Vil han have kontakt til sine søskende igen, så må de begynde forfra. Se hinanden i øjnene. Tale sammen om, hvad den våbensamling egentlig handler om. Og ja, måske skal der penge på bordet.

Alt for mange ser ikke hinanden på grund af lignende sager. De bilder sig ind, at det er ligegyldigt, at de har mistet forbindelsen. Siger, at forholdet er uopretteligt – og måske er det – men det er de færreste, der tør stille sig frem og sige: Skulle vi prøve igen? Måske var man lidt for hurtig. Måske var der nogle svigerdøtre/-sønner, der skulle blande sig udenom. Måske kunne det bliver godt igen. Mange flere burde række ud til hinanden og tale om, hvad den døde ville sige, hvis han eller hun kunne ringes op og spørges til råds. Men det er nok lettere sagt end gjort.

Min farmors pels er mit varmeste stykke overtøj. Og det er rart her i det iskolde forår. Jeg kan godt lide at tænke på, at hun et eller andet sted sidder og glæder sig over, at jeg trods alt bruger den.

Annettes uge på Instagram: