KLUMME AF FLEMMING FJELDGAARD

AGFs sportschef, Brian Steen Nielsen, har venner og bekendte, der kan give det klare indtryk, at han har værdifulde forbindelser.

Brian Steen Nielsen har sin kortklub, der er blevet semiberømt i sportsmedierne, fordi den også tæller AC Horsens’ cheftræner, Johnny Mølby.

I kortklubben finder man også den tidligere FCM-direktør Jens Ørgaard og den tidligere landsholdsspiller Henrik Risom. De to herrer er i dag begge fodboldagenter i samme virksomhed som Ivan Marko Benes, som også er en del af netværket. Lige som det er velkendt, at den norske agent Stig Lillejord har et tæt forhold til AGFs sportschef.

Der er altså agenter til højre og venstre i Brian Steen Nielsens inderkreds. Han er med andre ord sjældent på glatis, hvis han skal bruge nye spillere. Flere tidligere AGF-trænere fortæller da også, at Brian Steen Nielsen ofte har forklaret, at AGF har haft fordelagtige muligheder på grund af de gode relationer.

Mens AGF rutsjer mod den tredje nedrykning i Brian Steen Nielsens ni år som sportschef i AGF, må det være rimeligt at spørge, om sportschefens netværk egentlig har været AGF en gevinst? Eller om netværket har kostet AGF både penge og placeringer gennem årene? Det afhænger vist mest af øjet, der ser.

Selvfølgelig har Brian Steen Nielsen også gjort en positiv forskel i AGF. Men man kan bare konstatere, at sportschefens lille netværk af agenter i mange år har leveret en strøm af spillere, der har haft det svært i Aarhus.

Agenten Stig Lillejord har især haft gode forhold i AGF. Han har tjent på AGF’ere som Roger Risholt og Alex Valencia i Brian Steen Nielsens første periode – og senere på spillere som Atle Roar Håland, Morten Moldskred og Johan Lædre Bjørdal.

Forbindelsen mellem Lillejord og AGFs sportschef er tæt. Endda så tæt, at den flere gange har været kritiseret.

I 2007 anklagede den norske klub Sandefjord Brian Steen Nielsen for i samarbejde med Stig Lillejord at indlevere proforma-bud på en spiller, blot for at Lillejord kunne retfærdiggøre et nyt lønkrav fra spilleren. Brian Steen Nielsen afviste anklagen og tog kraftigt afstand fra anklagen.

I OB, hvor Stig Lillejord længe samarbejdede med den tidligere sportschef Kim Brink, varslede man nye tider, da sportschefen pludselig hed Poul Hansen.

De nye tider blev især varslet på et lukket fanmøde, hvor en referent citerede Poul Hansen for at påstå, at Brian Steen Nielsen hos AGF havde gjort sig afhængig af Stig Lillejord, og at det ikke længere måtte ske i OB.

Poul Hansen afviste referentens udlægning på Facebook, men OB-chefen sendte dog en undskyldning til AGFs sportschef.

I AGFs indre liv er der stor respekt for Brian Steen Nielsens relationer. Så da AGF for tre år siden hentede eks-landsholdsspilleren Søren Larsen hjem for snuden af blandt andet OB, var mange begejstrede for, hvad der igen kunne lade sig gøre. Søren Larsens agent var i øvrigt Ivan Marko Benes.

Da handlen var på plads, opgav AGF en mulig transfer for den daværende HB Køge-angriber Simon Makienok Christoffersen. Søren Larsen blev heller ikke en af de succeser, AGF sukker efter. Han endte i rækken af navne, der under Brian Steen Nielsens ansvar kom til AGF uden at gøre en varig forskel – ganske som Richard Henriksson, Roger Risholt, Kári Árnason, Jeremiah White, Olof Persson, Dioh Williams, Alex Valencia, Gustavo Cabrera, Nando Rafael, Adam Eckersley, Arthur Sorin, Morten Moldskred, Mate Vatsadze, Davit Skhirtladze ... og fans af AGF kan sikkert blive ved i en klumme eller to mere.

Der har også være gode handler. Aron Jóhansson blandt andet. Fejlskuddene dominerer bare, også fra netværket. Men det er netværket, der tilsyneladende er Brian Steen Nielsens berettigelse i AGF.

Man taler ellers ofte om sportschefen som en mand, der også skal sikre klubbens retning for alle de tankesæt, der skal i spil i en fodboldklub. Men den slags var helt nyt for AGF, da den tidligere træner Peter Sørensen efter sin tiltrædelse gjorde opmærksom på, at AGF bør have et sammenhængende skrift om, hvad AGF egentlig bør være.

For det skrift – som ligger i næsten alle andre Superliga-klubber – eksisterede ikke på Fredensvang. Der lå ingen nedfældede tanker om træning, spillestil, attitude, værdisæt, transferstrategi, scouting. Intet. Peter Sørensen lagde sin energi i det arbejde. Der kom et blueprint på bordet. Det er sikkert smidt ud nu.

Siden Peter Sørensen blev afskediget, har Brian Steen Nielsen igen haft taktstokken, forfremmet Jesper Fredberg til cheftræner, forfremmet Casper Bugge til assistenttræner og overtaget meget af den magt, Peter Sørensen havde. AGF er dermed igen afhængig af Brian Steen Nielsen og hans netværk. Værdien af det setup afhænger af øjnene, der ser.