KOMMENTAR
Der er endnu tre runder tilbage af Superligaen og med tanke på, at AGF i de kommende to runder møder FC Vestsjælland ude og Sønderjyske hjemme, kan man efter alt at dømme selv redde livet i den bedste række.
Men otte nederlag i de sidste otte kampe taler ikke just om et hold med den rette formkurve til at klare sig fri af nedrykning - den tredje på ni år. Og så er det, alvoren indfinder sig.
Lad os lege med det aarhusianske mareridt: At man næste sæson er at finde i landets næstbedste række. Tanken er i sig selv grum, hvis man da holder med AGF, men endnu mere grum bliver tanken, hvis man ikke finder endnu en mand med en pænt stor papkasse fyldt med penge. For sandheden er, at AGF kan blive det nye Vejle. En klub med stolte traditioner, men hvor den økonomiske opbakning i takt med skuffende sportslige resultater tørrer ind i en grad, så man ikke længere har midlerne til at drive en fodboldklub med realistiske ambitioner om at tilhøre eliten.
Nuvel, alle, der følger AGF, ved, at realisme ikke nødvendigvis er en spidskompetence. Men videre til legen. AGF budgetterer i dette regnskabsår med et underskud på op til 16 mio. kr. Egenkapitalen er i forvejen under 25 mio. kr., og vil således være barberet ned til et et-cifret millionbeløb, når boet gøres op. Hvis vi tager for pålydende, at en nedrykning koster 20-25 mio. kr., så er vi ude i to scenarier. Enten skal der tilføres en solid bunke penge, så man kan opretholde Superliga-lønninger og dertil hørende omkostninger, eller også skal man skære helt ind til benet.
Lige nu virker det sidste mest sandsynligt. Gennem tiderne har der været flere gavmilde investorer, som har kastet millioner efter klubben, og det kan da ikke afvises, at det sker igen. Men klubbens track-record de seneste ni år er ikke prangende, fraset femtepladsen i 2011/2012-sæsonen. Og man kan vel ikke fortænke de nuværende investorer i at tænke, at på et tidspunkt forsvinder morskaben ved at hælde guld i et stort, sort hul. Jeg har med andre ord svært ved at se det logiske i, at man på nuværende tidspunkt satser et markant millionbeløb på at hjælpe AGF.
Og så handler det altså om at skære ind til benet, hvis nedrykningen er en realitet. Et godt bud er, at Brian Steen Nielsen sammen med den nuværende øverste ledelse er fortid. At en del af bestyrelsen trækker sig. Og at man sælger ud af de aktiver, der er i spillertruppen. Ikke at det er voldsomt, hvad der er at hente der udover Danny Olsen, Casper Sloth og Johan Bjørdal. Hertil kommer en række spillere med kontraktudløb eller med klare ønsker om at undgå at spille i den næstbedste række. Tilbage står en trup med egen avl og nogle få profiler.
Hmm. Sikker oprykning i første hug? Ikke just, vel? Væk er den galgenhumoristiske glæde ved at oversvømme Lerpytter Stadion (som iøvrigt hedder Sparekassen Thy Stadion i dag...) og grine lidt af det hele. Det var sjovt første gang. Ikke tredje gang. Og så er det pludselig, at tanken om Vejle melder sig. Ubehageligt, som den gamle wrestler Asbjørn Riis ville brumme fra domicilet på Mors. Med mindre AGF vender det hele i de sidste tre kampe. Eller den naive millionær viser sig. Lige nu er det vanskeligt at sige, om den ene eller den anden tanke er den mest vanvittige.
