Det er blevet ret moderne blandt cykelsportens kernepublikum at fremhæve Giro d’Italia og Vuelta España som værende meeeeget bedre end store, stygge, turistificerede, veletablerede og mediegennemtyggede Tour de France.
Synspunktet kan for så vidt være legitimt nok. Jeg nyder at se Giro d’Italias rodebutik hvert år i maj. Og der er tiltag fra arrangørernes side, Tour de Frances nye ruteplanlægger, Thierry Gouvenou, absolut kunne skele til uden at skamme sig.
Det må dog være på tide at gøre op med den misforståelse, at hvis bare man hælder det ene mere sadistisk stejle bjerg i hovedet på feltet efter det andet, har man garanti for spænding.
Det er ikke stigningsprocenterne, som skaber det gode, underholdende og seværdige cykelløb. Jeg vil snarere sige tværtimod.
De seneste år har vi set en stigning som Muro di Sormano eller Monte Zoncolan blive brugt i Giroen. Og i Vueltaen hiver man gerne Angliru og Bola del Mundo op af hatten, når det virkelig skal stramme i stængerne. Effekten udebliver ikke, og medierne bager gerne op til dramaet med de ’ondskabsfulde’ og ’vanvittige’ bjerge, som venter.
Der er ingen tvivl om, at det er hårdt at træde sin cykel op ad noget, der føles som en dårligt asfalteret klatrevæg. Men det er efter min bedste overbevisning ikke dér, man ser et væddeløb folde sig ud.
Den tidligere Tour-bjergkonge, skotten Robert Millar, er efter nogle år i selvvalgt eksil begyndt at skrive igen. Det gør han som regel godt, skarpt, vittigt og kritisk. Og heller ikke han er imponeret over at se de stjejleste stigninger være i spil.
- Når man kører op ad en stigning som Zoncolan, er det i virkeligheden ikke væddeløb. Du kører mere for at holde dig på cyklen og gør bare, hvad du kan for ikke at gå i stå, skrev Millar i maj efter at have set Giro d’Italia ramme det hidsige bjerg, som da også skuffede så fælt ved at skræmme klassementsfolkene fra enhver styrkeprøve.
Frankrig er ikke begunstiget med tinder af samme type. Og desuden er der logistiske hensyn at tage, når det store Tour-svineri og det talstærke felt skal finde plads. Tour de France er altså ikke til de rene gedestier, men må finde en anden balance.
Dagens etape til La Planche des Belles Filles har drejebogen til at skabe masser af spænding, drama og action. Vogeserne er et terræn, der indbyder til at prøve langt udefra. Og med en distance på 161 km vil jeg ikke blive overrasket, hvis vi ser favoritterne røre på sig tidligt.
Nogle af de bedste bjergridt fra de senere år er skabt netop på etaper med en profil som dén, der venter rytterne i dag. I 2011 var der fuldt skrald på dagen igennem, da rytterne skulle tilbagelægge blot 109 km fra Modane til Alpe d’Huez. Og i årets udgave af Critérium du Dauphiné kom Contador og Chris Froome alvorligt på glatis, da Andrew Talansky og Jurgen van den Broeck lavede et taktisk kup på 130 km fra Mègeve til Courchevel.
Fælles for den type etaper har været, at den korte distance og de tætliggende stigninger animerer til angreb nærmest fra kilometer nul. De er inspirerende, og der er langt bedre mulighed for også at holde et drev og en fart i cyklen. Ikke bare være en øvelse i ’kraft over for vægt’-tækning, som bliver mere udtalt, jo stejlere bjergene er.
Det bliver såmænd rigeligt stejlt også efter franske forhold mod La Planche des Belles Filles i dag. Rytterne skal til sidst vride rammen og den mælkesyrehærgede krop over de 20 procent på den sidste kilometer. Det bliver guf og godt at se. Det er actiontime!
