Da oliekrisen ramte gik Volvo i panik, og det kom der denne her bil ud af.

I Gøteborg ligger Volvos globale nervecenter, og jeg var for nogen tid siden deroppe for at prøve den nye Volvo XC90 T8 plug-in hybrid. Men det var en anden el-motoriseret Volvo, der efterlod det dybeste indtryk. Det var en lille rød el-bil, de havde hevet af stalden for at fejre deres bedrifter med el-motorisering.

Den var fra 1976 og var Volvos svar på oliekrisen. For da oliekrisen slog benene væk under Vesten i 1973 lød de dystreste udsigter, at vi blot havde olie til et par år tilbage. Og hvad skulle en bilfabrik som Volvo så leve af? Til al held havde svenskerne atomkræft, så de ville ikke gå ned på strøm. Dermed lå svaret ligefor: Volvo skulle lave elbiler. I 1974 blev projektet sat i værk og i 1976 stod Volvos første el-bil klar. Og det er bilen i indslaget.

Den vejede 1.000 kg og havde plads til fire voksne. Nuvel - den var mindre statslig end 240-serien som Volvo på det tidspunkt havde stor succes med. Men den var uafhængig af arabisk olie. Batterierne vejede alene 300 kg, topfarten var 70 km/t mens den optimale marchhastighed var 50 km/t. Ved den fart kunne den køre i to timer. Så det var ikke umiddelbart en fuldgod erstatning for bilen med forbrændingsmotor. For at underdrive det åbenlyse. Men Volvo var i gang.

Til vores held gik oliekrisen i sig selv igen, og Volvo kunne fortsætte med at leverer nye biler med forbrændingsmotorer. Men Volvo fortsatte dog ufortrødent deres fiflerier med el-biler, og i 2010 kom deres første trafikmodne el-bil i form af en modificeret C30. Nyeste skud på stammen er Volvo XC90 T8 plug-in hybrid, der nyder godt af Volvos erfaringer med el-motorisering. Men det hele startede altså med denne her panikreaktion på Oliekrisen fra 1976.