Den ny Seat Altea er større end sin forgænger. Det koster! Både i kroner og ører, men også køreglæden er blevet mindre.

At Seat Altea er en fabelagtigt velkørende bil med sin egen stil og klasse er ingen nyhed. At den rent pladsmæssigt halter en smule efter de fleste af konkurrenterne i klassen for kompakte MPV familiebiler er også ganske velkendt.

Men det ændrer Seat nu på. Med Altea XL kommer der både længde og højde på den sportslige og særprægede bil med de fine køreegenskaber.

Målt i tørre tal er XL små 20 cm. længere end den almindelige Altea. Højden har fået en god centimeter ekstra, og alt i alt giver det både mere benplads og 25 pct. større bagagerum.

Benplads
Hvis ungerne kan klare sig med den mindste benplads bagi - altså med bagsædet rykket mest muligt frem - er der endda mulighed for over 50 pct. større bagagerum. I forreste position er der hele 635 liter i Altea.

Om disse pladsforhold er generøse kan diskuteres.

I forhold til den oprindelige Altea: Ja. I forhold til de mest rummelige af konkurrenterne: Nej.

Konkurrenter
Akselafstanden er fortsat betydeligt kortere end i koncern-østeren VW Touran, og sammenligner man med en oplagt konkurrent som Renault Grand Scenic, der netop nu sælges til kampagne-priser, så viser franskmanden sig som klart den største på alle ledder og kanter.

Tre centimeter på længden, fem på bredden og seks på højden er der i franskmandens favør. Den helt store forskel er imidlertid akselafstanden, hvor Renault Grand Espace er 17 centimeter svarende til en hel klasse større.

Derfor kan Grand Espace i modsætning til Altea XL fås som syvsæders, og derfor opleves den også med fem sæder som en hel klasse større end den spanske Altea XL, der bygges på en topmoderne fabrik i Martorell.

Den kritisk indstillede kan derfor spørge, hvad vi egentlig skal med den nye Altea. De, der vil have masser af plads, kan få mere til samme pris eller billigere andre steder.

Pris uvis
Prisen er ganske vist ikke fastsat endnu, men mon ikke den bliver mellem en halv og en hel snes tusinde kroner dyrere end udgangspunktet.

Samtidigt har bilen mistet lidt af sin unikke familie-sportsvogns karakter. Den styrer fortsat præcis, men der er lidt mere yderligt liggende masse, som skal sættes i bevægelse på den forkerte side af akslerne. Derfor reagerer den en smule trægere på signaler fra rattet. Derfor er den knap så gocart-agtig.

Jeg fornemmer også, at den er blevet markant mere sidevindsfølsom. Hele forøgelsen af lænden er sket ved at forlænge bagerste udhæng - d.v.s. karrosseriet bag bagakslen. Sammen med det større og højere side areal giver det sidevinden friere spil.

For at understøtte sin mere familieorienterede konstruktion har Altea XL fået en række nye detaljer. Der er kommet folde-op-borde på bagsiden af forsæderne. Og et dækken over bagagerummet, der kan betjenes med kun en hånd. Man behøver altså ikke at slippe lille Peters hånd, når der skal hives noget ud af bilen bagtil.

Altea forventes introduceret i Danmark 2007.