Og du kan gøre meget for at begrænse tabet. Dels ved at købe rigtigt fra starten. Dels ved at bruge og udstyre bilen hensigtsmæssigt.
Det værste er en bil, der lugter grimt. Eksperterne fra Autocom.dk vurderer, at f.eks. en lille bil til ca. 130.000 kr. fra ny vil lide et værditab på mellem 2,000 og 3.000 ekstra på årsbasis, hvis den lugter grimt i kabinen. Det værste er dyrelugte. Husk vaskbart overtræk på sæderne, hvis Fido er passager.
Tobaksrøg er også slemt. 2.000 årligt ekstra ryger der i hvert tilfælde på, vurderer Autocom.dk.
I det hele taget er det en god ide at gå bilen igennem med effektive rense- og konserveringsmidler før salg.
Hold bilen ordentligt
Det siger sig selv, at bilens generelle stand tæller tungt. Skånebetræk over sæderne og jævnlige voksbehandlinger af lak og crome er givet godt ud.
Til gengæld bør du glemme alt om dyrt ekstraudstyr. I følge Bilpriser.dk er det værste af alt såkaldt stylingsudstyr. Spoilere, lir og gejl gør bilen direkte mindre værd som brugt.
Undtagelsen er alufælge og snusfornuftigt ekstraudstyr som trækkrog o.l.
Ved nykøb skal du først og fremmest vurdere bilens fabrikat. VW og Toyota har f.eks. mindre afskrivning end gennemsnittet. Købere af Citroën, Saab og Kia kan se frem til større afskrivning end gennemsnittet, siger eksperterne hos Bilbasen.dk. Et værdifast valg af bilmærke kan let spare 5.000 årligt i afskrivning.
Motorvalg spiller også ind. Generelt holder dieselbiler prisen lidt bedre end benzinbiler. Og stationcar-modeller er mere værdifaste end almindelige tre- og femdørs personbiler.
Bilpriser.dk har regnet på en Opel Astra 1,6 benzin. Stationcarudgaven taber 40,9 pct. over tre år med i alt 45.000 kørte kilometer. Som hatchback taber en Astra 43,1 pct. i følge samme udregning. Omregnet til årlig besparelse er det ca. 1.500 kr.
Pas på farven
Tænk i værditab i farver, opfordrer chefanalytiker Niels Grøftehaauge fra Bilpriser.dk.
Store biler må ikke være lakeret i hidsige farver. Små biler må gerne. Farven er et af de forhold, der betyder mest for afskrivningen. En mindre bil i »forkert« farve med tre år på kilometertælleren kan let være 10.000 kr. mindre værd end en identisk bil i den »rigtige« farve efter tre år, vurderer bilsælgere, B.T. har talt med. Altså ca. 3.000 kr. om året her.
5 dørs biler er nemmere at sælge end tredørs biler. Men dyrere fra ny. Merprisen får man igen.
Automatgear gør en stor, dyr bil lettere at sælge. Men trækker ned for en lille bil.
- Små biler med automatgear har større brændstofforbrug end biler med manuelt gear. Op til to km mindre på literen.
I forbindelse med store biler handler det mere om komfort. De færreste, der køber en bil til omkring en million kroner, gider røre rundt i en manuel gearkasse, siger Niels Grøftehauge.
- Almindeligt komfortudstyr som aircondition, tonede ruder, elvarme i sæderne, elvinduer m.v. gør bilen lettere at sælge brugt. Men det afskrives alligevel hurtigere end resten af bilen. Det bedste er derfor at finde et kampagnetilbud med masser af ekstraudstyr til beskeden merpris, siger en bilsælger til B.T.





















