Den bedste model overhovedet, Volvo S40 med fire år på bagsmækken, har i gennemsnit 12,8 fejl pr. 100 synede biler. Altså otte fejlfrie S40, for hver fejlbehæftet eksemplar.
Det viser Applus+ Bilsyns nye synsstatistik over 500.000 syn foretaget i 2008. Selvfølgelig stiger antallet af fejl med bilernes alder. Applus+ har derfor delt bilerne op i fem aldersgrupper: Fire, seks, otte, 10 og 12 år.
Gennemsnittet for de fire år gamle biler er 33 fejl pr. 100 synede biler.
To år ældre biler har i gennemsnit 43,9 fejl , mens de otte år gamle biler er behæftet med 63,1 fejl pr. 100 synede biler. 10 år gamle biler har 83,5 fejl , mens de ældste i gruppen, de 12 år gamle biler, er alene om at score over en fejl pr. fremstillet bil. Nemlig 112 fejl pr. 100 synede biler.
Store forskelle
Men selv om alder er vigtig, er model endnu vigtigere. Dårligste bil i yngste gruppe (Renault Laguna) har har næsten dobbelt så mange fejl som bedste bil i ældste gruppe (Toyota Starlet).
Desuden er der intet logisk forhold mellem modellens fejlfrihed fra årgang til årgang. Vinderen blandt de fire år gamle biler, Volvo S40 med 12,8 fejl pr. 100 synede biler er som seksårig bilmodel dårligere end gennemsnittet med hele 44,2 fejl .
Hvis du vil have en fornemmelse af standarden for din bil, bør du finde modellen af lignende alder i et af skemaerne her på opslaget.
Set i forhold til tidligere undersøgelser fra Applus+ Bilsyn er det gået meget fremad for Volvo. Det svenske bilmærke har i gennemsnit færrest fejl blandt de fire år gamle biler.
De er særligt interessante, fordi de er synet for første gang. Både Volvos S40, S60, V70 og V50 er med blandt de 10 bedste blandt de fire år gamle biler.
Derimod klarer asiatiske bilmodeller sig ringe i denne aldersgruppe sammenlignet med sidste års undersøgelse over førstegangs synede biler. Kun Toyota Yaris er på top 10 listen. I sidste års undersøgelse fra synsorganisationen var syv ud af de ti bilmodeller med færrest fejl fra Asien.
Fejlfri Yaris
Toyota Yaris er i øvrigt en bil med helt speciel evne til at holde sig fejlfri. År efter år slutter den i toppen af listen over biler med færrest fejl .
I 2008-undersøgelsen er Yaris uanset alder aldrig dårligere end en tredieplads.
Omvendt forholder det sig med japanske Nissan Micra. Den er gået fra en placering som nummer 8 i 2007-undersøgelsen til en 49. plads i 2008-undersøgelsen over fire år gamle biler. Blandt de seks år gamle biler er Micra nummer 52 og dårligste japanske bil overhovedet.
Retter vi blikket mod bundfaldet, tegner der sig et ret ensartet billede: De franske bilmærker Citroën og Renault klarer sig elendigt. Blandt de fire år gamle biler er syv ud af ti bundskrabere fra disse to mærker. Blandt de seks år gamle er det seks ud af 10.
Også Fiat og japanske Suzuki skuffer fælt med mange placeringer i bund-ti.






















