Jeg vil tro, at dengang du var på fornavn med din fiskehandler, og han vidste, hvilken slags torsk, du foretrak fredag aften, gav et udtryk som 'trofasthed over for et bilmærke' også god mening. Men nu da vi lever i en verden af supermarkeder og multinationale konglomerater, er det noget af det mest latterlige på Guds grønne jord. Uanset hvor mange værdikuponer man i øvrigt har fået tiltusket sig.
Men når det er sagt, vil jeg indrømme, at jeg selv har en rem af huden. Selv om jeg ved, at Virgin er det bedste luftfartselskab, forsøger jeg altid at flyve med British Airways. Og selv om jeg ved, at banken HSBC er i en udmærket forfatning, har jeg min gæld og mine penge i Barcley’s Bank. Og selv om jeg ved, at de nye Levi’s afslører min revne, når jeg bøjer mig forover, vil jeg stadig ikke købe et par Wranglers.
Og det bringer mig smukt videre til spørgsmålet om ure. I nogen tid havde jeg været på udkig efter et nyt ur, men udvalget var forræderisk. Jeg kunne ikke anskaffe mig et Breitling, for jeg ejede ikke en Audi. Jeg kunne ikke købe et Calvin Klein, for det er et mærke i bukser, og jeg kunne ikke købe et Gucci, fordi jeg ikke er gift med en fodboldspiller, og jeg kunne ikke erhverve mig et TW Steel, fordi mit håndled ikke er kraftigt nok til at bære noget, der kan ses fra det ydre rum, og endelig kunne jeg ikke købe et Tissot, fordi jeg ikke er otte år gammel. Og det eneste, der er værre end et uægte Rolex er et ægte Rolex.
Har du bemærket noget mærkeligt ved Rolex? Især de moderne eksemplarer, der trækkes op automatisk, når man bevæger armen? En hel del af ejerne har dem på højre hånd... ja, jeg siger ikke noget, men enhver er fri til at tænke sit.
Men først og fremmest kan jeg ikke gå med nogle af disse ure, fordi jeg er en Omega-mand. Jeg har haft et Seamaster i mange år – ikke fordi James Bond havde et, og heller ikke fordi Neil Armstrong havde et med sig til månen, men fordi mine forældre gav mig et Genève Dynamic, da jeg kom på kostskole. Problemet var, at i de senere år har Omega været smølfen blandt schweizerure. Det var en Opel Vectra i en verden af Ferrari og Lamborghini. Modellen De Ville Prestige var således tydeligvis designet af en, der hjemme havde et sort-hvidt TV.
Det gjorde mig desperat. Jeg ville have mig et ur. Og af samme grund, som jeg har konto i Barcley’s Bank og går i Levi’s, skulle det være et Omega, men de kunne simpelthen ikke levere varen. Det var som Leeds United. Engang var det hjemsted for Peter Lorimer og Gary Sprake, men nu er det en samling håbløse sekundaspillere uden mål og retning.
Men så en skønne dag i Hong Kong fik jeg øje på det. Et nyt Omega. Det hedder Railmaster, og det besidder en egen, uforlignelig skønhed. Der er ingen knap, som kan tilkalde hjælp, hvis man styrter ned med en helikopter på Kilimanjaro, det er heller ikke vandtæt ned til en dybde på 8.000 meter. Der er ikke noget stopur og ingen drejeskive til at beregne, hvor meget ilt du har tilbage i flaskerne. Man skal endda trække det op hver morgen, hvis man vil undgå, at det går i stå. Der er tydeligvis tale om et ur til den stillesiddende type. Manden, der ikke har en paraglider eller en miniubåd i sin garage. Jeg købte det på stedet.
Og sådan er det også med Alfa Romeo. Min loyalitet over for mærket begyndte, da jeg havde en gammel GTV6. Den slap som oftest luften ud af dækkene om natten. Dobbeltpladekoblingen var som svejset fast til svinghjulet, hvis man ikke havde kørt i den i to dage. Engang tabte den gearforbindelsen ned på kardanakslen, da jeg kørte 90 km/timen. Det gav en særegen lyd – omtrent som hvis Darth Vader var blevet voldtaget.
Og selv designet var tåbeligt. Det var en hatchback, men bagsædet kunne ikke foldes sammen, fordi en eller anden, der havde fået for meget vin, havde anbragt benzintanken mellem kabinen og bagagerummet. Og kørepositionen skal man have oplevet – den kan ikke beskrives. Man kunne kun sidde behageligt, hvis man havde halvanden meter lange arme, en sammentrykket rygrad og fødder, der var monteret direkte på knæene.
Nu forventer du sikkert, at jeg siger, jeg tilgav den alle disse fortrædeligheder, fordi den var så pragtfuld at køre i. Men det var den nu ikke. Faktisk har der ikke siden Alfasud været en Alfa Romeo, der var markant bedre end konkurrenterne. Og nu er Alfa selvfølgelig blot et datterselskab af Fiat.
Men... jeg har mange gange argumenteret for, at det at eje en Alfa er en portal, som alle benzintosser skal igennem, hvis de virkelig ønsker at vide, hvad der adskiller en bil fra en brødrister eller en vaskemaskine.
Netop fordi en Alfa har fejl, føles den menneskelig, som rummede den en sjæl og et temperament. Hver eneste model – undtagen Arna, naturligvis – er som den forpinte helt i en russisk roman: en bil med en helt egen dybde, en bil man aldrig helt kan udgrunde, især ikke hvis klokken er fire om morgenen, og den, endnu engang, holder indhyllet i en sky af damp i nødsporet.
De er som kokain. De uforlignelige 'høje' stunder efterfølges altid af afgrundsdybe, novembergrå depressioner. Elektriske storme oven på en herlig, lummer aften.
I årevis har jeg længtes efter den dag, da Alfa ville samle al denne menneskelighed i en bil, der også var god at køre i. Og jeg troede vitterligt, at den nye MiTo kunne være svaret på mine bønner – det nye Omega Railmaster, hvor Alfa holdt op med at være som Leeds United, holdt op med at leve på renomméet fra cupfinalen i 1970 og sendte et dommedagsbrag ind i netmaskerne.
Det er den ikke. Den er måske nok udstyret med en hel masse fiffig elektronik, der sætter dig i stand til at vælge, hvilken reaktion du ønsker fra motoren, men det er lige meget, hvad du vælger: hele pakken svigtes af et snedigt, nyt elektronisk styresystem, der føles – ja, det er rent gætværk – som at befamle et par silikonebryster. Det er ikke til at komme uden om, at man leger med et par poser gelé.
Og så er der den smarte nye affjedring med spiralfjedre inde i støddæmperne. Det lyder fascinerende, men så vidt jeg kunne bedømme er det vigtigste resultat af dette en bastant kørsel. Og der er mere. Det vigende tag betyder, at det er ringe hovedhøjde på bagsædet, og bagagerummet er lille. Rattet er forbundet med instrumentbrættet med noget, der ligner en victoriansk blæsebælg, og hele hornkonstruktionen føles, som om den er ved at dratte af.
Men selvfølgelig elskede jeg den. Jeg tog mig selv i at ignorere alle svagheder for i stedet at koncentrere mig om det forhold, at man selv kan bestemme, hvilket materiale man ønsker omkring forlygterne. Og jeg elskede den knitrende lyd af udstødningen, jeg elskede den 155 hk stærke, turboladede motor (fra Fiat), jeg elskede interiøret i kabinen, der føles som taget fra en langt dyrere bil. Men det, jeg elsker mest ved denne bil er, at man til fester, hvor man bliver spurgt, hvad man kører i, kan svare: 'En Alfa.'
Andre mænd vil så forestille sig, at man er en racerkører fra halvtredserne, mens kvinder vil forestille sig, at man er lidt hen ad Daniel Day Lewis’ karakter i 'Værelse med Udsigt'. Lidt interessant. Som en, der foretrækker lyrik frem for bold. Det er det eneste mærke blandt de mere almindelige biler, der magter dette kunststykke.
Der er bedre, små biler, hvis du er på udkig efter et husholdningsapparat. En Mini, for eksempel. Der er også bedre biler, hvis du er ude efter en sjov køretur. Minien igen. Og naturligvis er det biler, der ser bedre ud, og som er bygget med en højere standard. Øh, her falder tankerne på en Mini. Men jeg er bange for, at der ikke er nogen bedre, lille bil, hvis du – som jeg – er loyal over for mærker, og det du vil have er en Alfa.
