Jan Magnussen faldt med ære, da han sidste weekend kæmpede om verdensmesterskabet for standardvogne.

Jan Magnussen faldt med ære!

Efter en kortvarig kamp måtte den danske DTC-kæmper overgive sig på 'slagmarken' i Macau, en halvø en times sejlads fra Hong Kong, hvor krigere fra hele verden sidste weekend kæmpede om verdensmesterskabet for standardvogne.

En forbudt-for-børn-finale, hvor seks kørere havde mulighed for at vinde titlen. Jan Magnussen var af BMW kaldt til Macau for at hjælpe deres bedste bud på mesterskabet, englænderen Andy Priaulx, til mesterskabet.

Macau ånder normalt i fred og idyl. Den tidligere portugisiske halvø en times sejlads fra Hong Kong, er et paradis for spillefugle og turister med hang til historiske oplevelser.

Men en gang om året, sidst i november, bliver øen indtaget af racerkørere og motorsportsentusiaster. Motorlarmen erstatter lyden af knitrende mønter i de mange spillecasinoer.

Barsk opgave
Racerkørerne kommer for at deltage i Macau Grand prix - afslutningen på VM-serien for standardvogne, WCTT, motorcykelrace og Formel 3.

En stor begivenhed på de kanter - en barsk opgave for racerstjernerne.

Macau Grand Prix, kørt for 53. gang i år, afvikles på en 6,3 kilometer lang bybane med en bred og lynende hurtig langside og smalle strækninger, hvor der kun kan passere en bil af gangen. Sving på sving, op og ned!

En bane, der gør drenge til mænd. En skånselsløs bane, der har kostet 12 motorcykelkørere livet, en bane, der også har hundreder af smadrede biler på samvittigheden.

Bybanen i Macau er Østens svar på Monaco, bare endnu mere krævende og endnu mere farlig.

Pit- og paddock-området samt store dele af hovedtribunen er en fast del af bybilledet. Det ligger lige ved båd-terminalen, hvor der afgår hurtigbåde til Hong Kong hvert kvarter.

Gamle faciliteter, men charmerende og velfungerende.

Selve banen er afspærret fra seks og morgenen til seks om aftenen, i de øvrige timer er den åben for almindelig trafik, akkurat som de normalt er.

Toyota på gasdrift
Det udnyttede jeg ved at tage en tur banen rundt med en af de lokale taxa-chauffører i en ældre Toyota på gasdrift.

Uha, siger jeg bare. De står godt nok tæt, de autoværn.

Her skulle alle racerkørere in spe have deres opdragelse, mener Jan Magnussen. Kan de i Macau, kan de på alle baner!

Jeg husker sidste år, hvor jeg i B.T. skrev om Christian Bakkeruds sjetteplads i Macau Formel 3 Grand Prix. En nydelig præstation, mente jeg den gang. Fantastisk, ville jeg skrive i dag, hvis jeg som nu havde haft et større kendskab til banen.

Det er forrygende, som Formel 3-talenterne kan tumle deres racerbiler med de fritliggende hjul rundt i de snævre gader.

Det er stort at være blandt de bedste i Macau, det skaber respekt.

Specielt motorcykelkørerne, der med dødsforagt kaster cyklen rundt mellem de høje autoværn med frygt for ridser i styrthjelmen, når de går tæt på autoværnene, tager jeg hjelmen af for.

Det er for vildt!

VM-stjernerne i deres lukkede racerbiler er i modsætning til motorcykelkørerne godt beskyttet af metal og kraftige stålbure, og det kan ses på deres kørsel - og på bilerne bagefter.

Paddock ligner efter løbet en bilkirkegård for nye biler!

De store bilfabrikker, BMW, Seat, Alfa Romeo og Chevrolet, sætter alle ressourser ind på succes i den højt profilerede serie og brænder millioner af euro af på dette afgørende løb i World Touring Car Championship.

Men efter at have overværet finalen i Macau, stiller jeg et stort spørgsmålstegn ved, om et så afgørende løb skal køres på en så vanvittig bane, hvor det mest handler om at overleve!

Det gjorde Jan Magnussen ikke. I det første af de to løb lavede han en forrygende start og fandt i første sving en farbar vej gennem en klumpe af sammenfiltrede biler og var helt fremme på syvendepladsen, da han blev skubbet ind i autoværnet af den tidligere Formel 1- og Champ Car-stjerne, Alexandro Zanardi.

Fiasko for Magnussen
Med store skader blev Magnussen BMW løftet væk fra banen af en kran og kørt tilbage til pitten.

Her gik fire-fem mand til 'angreb' på raceren og fik den mirakuløst klar til andet løb.

Efter uheldet i første løb var Jan Magnussen tvunget til at starte bagest i feltet, men igen lavede ham en god start, og igen stoppede festligheder før de var begyndt.

I svinget for enden af langsiden, hvor farten når op omkring 240 km/t., finder Magnussen igen et godt spor på yderbanen, men midt i svinget bliver en konkurrent vendt på tværs og parkerer lige foran danskeren. Bang, og ballet er endnu en gang slut før tid.

Fiasko for Magnussen, men succes for den kører, han var hentet til Macau for at hjælpe.

Andy Priaulx blev verdensmester igen, bl.a. takket være Big Mags hjælpearbejde under tidstagning, hvor englænderen med dansk slipstreamings-hjælp satte hurtigste tid.

En opmuntring for Magnussen var det, at han fik løfte om at blive indkaldt til løbet igen næste år.

Men vandbærer bliver den danske stjerne aldrig. Han vil bare give den gas uden at tænke på andre.