Hvis du vil have en bil uden problemer, skal du købe japansk. Er du ligeglad med kvalitet, holdbarhed, service, værkstedet og garanti, skal du købe italiensk eller fransk.

Det er den korte konklusion af det tyske magasin Auto Bilds årlige undersøgelse af 24 bilmærker på det store tyske marked.

Undersøgelsen toppes af fem japanske bilmærker.

De tyske bilmagasiner beskyldes jævnligt for at favorisere tyske bilmærker. Men ikke i denne formentlig verdens største kvalitets-undersøgelse af bilmærker. Efter de fem japanere kommer et koreansk bilmærke (Daewoo, tidligere Chevrolet). Bedste tysker i 2007 er Audi med en placering som nummer syv.

Den placering deles med Mercedes. VW ligger og roder rundt som nummer 16 ud af 24, mens BMW må finde sig i at gøre det dårligere år for år. Da Auto Bild lavede sin første store undersøgelse i 2001, var BMW nummer tre. Året efter nummer fire, og i 2003 blev BMW nummer fem.

Det store dyk kom i 2004, hvor BMW kun blev nummer 14 ud af 20 bilmærker. Sidste år hev BMW sig op til en plads som nummer 11, og i år er det kostbare bilmærke nummer 15 - dårligst placerede tysker hos Auto Bild.

Problemer for VW
Det kniber også for VW. I 2001 var VW nummer seks ud af 10. I 2002 var Tysklands største bilmærke nummer 12 ud af 15. I 2003 var kun Fiat dårligere. Det gentog sig i 2004, og i 2006 blev VW nummer 16 ud af 24.

I 2007-undersøgelsen er VW er stadig nummer 16, og hvis man kan kalde Ford for en tysk bil, er det eneste tysker med endnu ringere placering. Det er heller ikke noget nyt, at japanerne sidder solidt på toppen af Auto Bilds undersøgelse, og det er lige så selvfølgeligt, at italienske og franske bilmærker ligger i bunden.

Fiat har hvert eneste år været bundprop. Renault er også altid blandt de dårligste. De senere år har Peugeot nærmet sig bunden. I 2007 gentages sidste års dårlige placering ved at være dårligst sammen med Fiat.

Bygges i Europa
Årsagen til japanernes dominans skyldes ikke, at asiaterne er mere samvittighedsfulde medarbejdere. Mange japanske biler bygges i England, og engelske bilmærker er kendt for elendig kvalitet, Men når englænderne bygger japansk konstruerede biler, fejler de ikke noget.

I Frankrig bygges japanske biler side om side med franske biler, og der bygges desuden japanske biler i lande som Ungarn, Tyrkiet og Sydafrika. Uden at det medfører kvalitets-brist. Det er tredje år i træk, at Mazda er bedste bilmærke hos Auto Bild, og i alle årene har toplaceringerne været et opgør mellem Mazda og Toyota.

Mazdas dårligste karakter i år er en middelkarakter. Læserne giver Mazda 8,6 i kvalitet, middel i tilbagekaldelser og afhjælpning af medfødte fejl, topkarakter fra TÜV, topkarakter i langtidstest, middel i læserhenvendelser, middel i værkstedstest og høj karakter i garantiforhold.

Toyota får 8,9 i kvalitet fra læserne, men under middel i tilbagekaldelser (der har også været mange). Topkarakter fra TÜV, topkarakter i langtidstest, høj karakter i læserhenvendelser, under middel i værkstedstest og høj karakter i garantiforhold. Forskellen på Mazda og Toyota er flere point fra læserne til Toyota, færre henvendelser om fejl og problemer med værkstedet, men Toyota taber også på blindtest af værksteder.

Særlig sort ser situationen ifølge Auto Bild ud for Peugeot. Mærket har massive problemer. Fra en placering i midten er den franske løve nu sidst sammen med Fiat.