Ansigtsløftet af Hyundai i40 er godt for designet, godt for forbruget, godt for værdi-for-pengene faktoren men ikke godt nok til at skræmme Volkswagen Passat.

Hyundai i40 har levet en lidt anonym tilværelse i Danmark siden lanceringen i 2011. Den kom og bød firmabilssegmentet op til dans, men dens navn kom ikke på mange balkort. Nuvel – der er solgt små 400 Hyundai i40 i 2015, men Volkswagen Passat og Ford Mondeo sælger i tusinder, så der er lidt vej endnu, før klasselederne bliver bekymret.

Lidt bekymret kan de dog godt være, for den faceliftede i40 er blevet markant bedre. Designet er tonet en tand ned på koreafaktoren. Så mindre soft-ice-former og en markant strammere grill (der låner grådigt fra Audi), har gjort i40 mere eurovenlig i sit udtryk. Den tidligere Audi-chefdesigner Peter Schreyer, der nu slår stregerne hos Hyundai, har gjort det godt.

Men det er på teknikken i40 tager de største skridt. I40 har fået Hyundais syv-trins dobbeltkoblingsgearkasse, og i skønsom harmoni med den 1,7 liters turbodieselmotor på 141 hk, gør den en helt fin figur. Forbruget lander på 20 km/l på testbilens med 18-tommer fælge, og det er bedre end før. Samtidigt skifter den hurtigere og mindre abrupt end en traditionel automatgearkasse. I40 bliver dog aldrig decideret underholdende som en Mazda 6 eller en Ford Mondeo. Men den er komfortabelt sat op, og langture bliver aldrig en sur pligt i den ansigtsløftede i40 – især ikke på motorvej.

Der hvor i40 tager flest kegler er dog på den klassiske koreanerdyd: Værdi-for-pengene. Vi kan starte med den femårs garanti uden kilometerbegrænsning. Slå den. Så kommer vi til udstyret. Okay – testbilen (Hyundai i40 1,7 CRDi DCT Premium Plus) koster 505.187 kr. Altså en halv million for en koreansk stationcar. Men inden rynkerne på næsen bliver permanente, så hør lige et par udpluk fra udstyrslisten: El-sæder i kunstlæder med varme og køling, panoramasoltag, infotainmentanlæg med DAB og bakkamera, aktiv vognbaneassistent (der justerer rattet og kursen, hvis du er på vej ud over midterstriben), sædevarme på bagsæderne, fuldautomatisk klimaanlæg, bi-xenonlys med aktivt kurvelys og meget, meget mere. Selvom du ikke ved hvad halvdelen er, så fanger du nok budskabet.

Topmodellen i i40 serien har det hele til en halv million kr. Okay – den bliver aldrig hysterisk underholdende at køre, men den leverer oceaner af plads, oceaner af udstyr, et rimeligt elegant design, en relativt nøjsom drivlinje og masser af komfort. Mit bud er at Hyundai næste år kommer et skridt nærmere på at udfordre de europæiske klassekammerater i den store mellemklasse.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook