Året 2016 kan meget vel gå hen og blive ganske fortrinligt for de danske bilejere, der kan glæde sig over billige benzinpriser året ud, lyder det fra analytiker.

I februar måned ramte benzinpriserne et prismæssigt lavpunkt i over seks år, og selv om prisen nu er steget en lille smule igen, så kan vi efter alt og dømme se frem til billige benzinpriser resten af året.

Men inden vi går nærmere ind i benzinpriserne, så er det i første omgang vigtigt at få slået fast, hvad der egentlig afgør de danske benzinpriser.

»Det er altid svært at spå om benzinpriser,« starter Jens Nærvig, der er olieanalytiker hos Danske Bank.

»I Danmark er der to faktorer, vi skal kigge på, når vi skal have en idé om benzinprisernes udvikling, og det er olieprisen og dollarkursen. Hvis vi ser på olieprisen, så vil den fortsat komme til at ligge i den lave ende. I øjeblikket ligger den omkring 37 dollars for en tønde,« fortæller han.

Og mens 37 dollars godt nok er en nøk opad i forhold til prisen for en måned siden, så er det ifølge Jens Nærvig stadig meget lavt. Og sætter vi det tal i relief, så kostede samme mængde benzin 115 dollars i sommeren 2014.

Det tal kommer vi dog langt fra i nærheden af fremadrettet, lyder det.

»Når vi kigger fremad, så vil olieprisen nok fortsat ligge i den lave ende, og det er min prognose, at den vil ligge omkring 44 dollars mod slutningen af året. I procenter lyder det af meget, men i forhold til niveauet for 2-3 år siden, så er det et lavt niveau.«

Men selv om olieprisen øges en smule, så vil det imidlertid ikke få den store indflydelse på benzinpriserne, fortæller Jens Nærvig.

»Det vi også skal have med, det er, at dollarkursen vil falde hen mod slutningen af året. Så vi taber lidt på olieprisen og vinder lidt på dollarkursen.«

Vejret kan have indflydelse

De lave priser hænger blandt andet sammen med, at Jorden har haft en usædvanlig varm vinter, og det har betydet, at der har været mindre behov for fyringsolie, hvilket medfører en lavere oliepris.

Men når vi rammer sommeren, så vil benzinpriserne formentlig stige en lille smule, vurderer Jens Nærvig.

»Der er en tendens til, at benzinpriserne ligger lidt højere over sommeren, og det skyldes særligt den amerikanske bilist, som kører mere i bil over sommeren. Det øger efterspørgslen på benzin og vil presse prisen op.«

Han mener dog ikke, at det vil have den store betydning for de danske bilejere, når de står nede ved benzinstanderen.