Finanskrisen har gjort markedet usikkert - derfor er Estoque lagt på is, forklarede Lamborghinis udviklingschef, Maurizio Reggiani, i weekenden til det engelske bilblad Autocar.
Nu benægter fabrikken dog, at Estoque har fået dødsstødet. I stedet hedder det, at der ganske vist ikke foreligger planer om produktion, men at man fortsat undersøger, om Estoque kan blive en realistisk forretning for Lamborghini.
Estoque bliver i givet fald den første ”hverdagsbil” fra den italienske sportsvognsspecialist. Med plads til fire personer, et relativt stort bagagerum samt mulighed for mere økonomiske motorer i form af en V8-benzinhybrid og sågar en dieselmotor, appellerer Estoque til en ny og bredere kundekreds end nogensinde før.
Ifølge Lamborghini er potentialet for supersedanen op mod 3.000 solgte biler om året. Uden ligefrem at gøre Lamborghini til mainstream, vil den dramatisk designede Estoque dermed blive en bestseller i en eksklusiv klasse af fuldblods-familiebiler, der også tæller Maserati Quattroporte og de kommende Porsche Panamera og Aston Martin Rapide.
Beslutter Lamborghini sig for at sætte Estoque i produktion, triller de første af samlebåndet i Sant’ Agata i 2011.






















