Lynx GT er en dansk el-sportsvogn med Ferrari-præstationer. Men drømmen er at lave en familiebil i 350.000 kroners-klassen.

Lynx Cars præsenterede super-el-sportsvognen Lynx GT i slutningen af august. En bil baseret på en Opel Speedster, men med dansk elbils teknologi under karossen. Op til 900 hestekræfter og en accelerationsevne så heftig, at den får en Ferrari California til at ligne en tumling i paradedisciplinen 0-100 km/ t. Det er klaret på under tre sekunder i hidsigste racesetup.

I en mere human udgave med færre hestekræfter og pakket i en Lotus Elise-karosse kan Lynx GT blive din for 650.000 kroner.

Så velkommen til en ny æra. Elbilen er landet, og Lynxcars har store ambitioner.

Bag bilen står duoen Brian Hoehl, 43 år, og Lars Munksø, 51 år.

Den ene er reklamemand, den anden ud af Winther-slægten. Dem med cyklerne. Sammen har de på fem år opbygget en virksomhed, der først er tromlet over elcykel-markedet, siden elscooter-markedet, og nu er turen kommet til bilerne.

Man kan ikke høre på ham, at han lige er stået op. Klokken er 6.07 i LA og 15.07 i København. Brian Hoehl er 100 procent på, når emnet er Lynxcars. Og han er det med en entusiasme, der skinner rent igennem den halvdårlige telefonforbindelse.

- Lars og jeg startede for fem år siden med at udvikle en elcykel. Vi vidste allerede dengang, at vi ville lave en bil. Men det var simplere med cykler, hvor udfordringerne var de samme. Udfordringerne med batteridrevne el-køretøjer er: Et let batteri, stor radius, kraftig ydeevne og hurtige opladninger. Hverken Lars eller Brian er ingeniører, så for dem handlede det om at samle de løse ender i et setup, der virkede. Opgaven for duoen var altså at finde ingeniørerne, teknologien, fabrikkerne til produktionen og så at lancere produkterne succesfuldt på markedet.

Det er hverken billigt eller let at stable en større elbilproduktion på benene. Heller ikke selv om man har en bil som Lynx GT at vifte foran investorernes næser. Men det hjælper.

- Siden vi løftede sløret for Lynx GT, har interessen været enorm, siger Brian Hoehl.