Volkswagen udfordrer igen Tesla Motors på Frankfurt Motor Show med afsløringen af prototypen på en batteridrevet Porsche. El-sportsvognen kan køre 500 km på et batteri og oplader næsten til fuldt batteri på 15 minutter.

Den nye Porsche er blevet døbt Mission E og ligner umiskendelig Porsches ikoniske 911. Mission E har 600 hestekræfter og kan accelerere til 100 km i timen på 3,5 sekunder.

»Da vi designede bilen, vidste vi, at det skulle være en rigtig Porsche. Det skulle føles som en 911« siger adm. direktør i Porsche Matthias Müller til Wall Street Journal.

Den endelige beslutning, om hvor vidt bilen skal sættes i produktion, bliver taget i slutningen af året. Hvis alt går efter planen, vil Mission E komme på markedet i 2019.

Porsche fulgte nøje med, da BMW lancerede deres batteridrevede i3 og i8 hybridbil. Begge fik meget anderkendelse for deres innovative design, men solgte mindre end forventet.

»Vi har teknologien, men der er ingen grund til at være for hurtigt ude, hvis markedet ikke er der endnu,« siger Matthias Müller.

Teslas Model S har vist, at der er et nichemarked for luksus el-biler. I marts tøvede Matthias Müller med at gå videre med projektet, men Teslas fortsatte succes har givet virksomheden mod til at gå videre med projektet.

»Vi har stor respekt for Tesla. De er de eneste, der har lanceret en el-bil, som man bør tage seriøst,« siger Matthias Müller til Wall Street Journal.