Jetta kører som en Golf og har meget bedre plads.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>VW har ikke lavet noget stort nummer ud af den nye Jetta i Danmark, så det tyder på, at VW i Danmark ikke har den helt store fidus til Jetta.

Mem hvis det er tilfældet, så har de skudt helt forbi, for Jetta er andet og meget mere end en 4-dørs Golf. Jetta ikke bare ligner den nye Passat, den er også et oplagt alternativ til den 4-dørs Passat, som både er vokset i størrelse og i pris, men det samme er Jetta, så ligheden mellem en ny Jetta og en gammel Passat er slående.

Hvis man vil spare lidt på købsprisen, eller skattebelastningen fra en ny Passat som firmabil, ligner Jetta det helt rigtige valg, og vi vil endda gå så langt, at vi også vil påstå, at Jetta kører bedre end den nye Passat.

Passat er blevet mere limousine ved det seneste modelskifte, mens Jetta har bibeholdt den direkte køremåde, som man finder hos Golf. Der er med andre ord mere smil på læberne, når man kører Jetta, end når man kører Passat.

Den nye Jetta er som tidligere en traditionel 4-dørs udgave af VW Golf. Akselafstanden er den samme, men totallængden er 455 cm mod Golfens 421, og de ekstra 34 cm er placeret bag de to forsæder.

Gigantisk plads
Sammenlignet med Golf er bagagerummet i Jetta nærmest gigantisk. Pladsforholdene kan direkte sammenlignes med det, man finder hos familiemedlemmerne Skoda Octavia og Seat Toledo, for med mindst 527 liters bagageplads i Jetta er den 4-dørs udgave af Golf en meget rummelig bil.

Bagagerummet er uden de pladskrævende bøjlehængsler, der er en lidt rigelig stor læssehøjde, og bagagerummet er måske ikke det mest lette at udnytte.

B.T. har tidligere rost Golf V for god plads på bagsædet i forhold til bilens størrelse, men det er meget bedre i Jetta.

Bilens større længde er ikke alene gået til et stort bagagerum. Bagsædet er rykket 6,5 cm længere væk fra forsæderne, og det kan mærkes. Hvor Golf har et godt bagsæde med fin benplads, er det storslået i Jetta, og det er derfor, vi kalder den nye Jetta for den naturlige afløser til en Passat af lidt ældre dato.

Men det er kun den bagerste halvdel af Jetta, der byder på nyheder. Så snart man har sat sig i de meget lækre forsæder, er det nøjagtig som at sidde og køre i en Golf V.

Teknisk er der ingen forskel fra Golf til Jetta. Undervognen er den samme, motorprogammet er også identisk, og endnu engang imponerer VW's nye 2-liters dieselmotor. Det er uden tvivl den mest attraktive model i Jetta programmet.

Dieselmotoren er TDI-teknik, når det er bedst, og med 4-ventil teknik i stedet for otte, har VW gjort arbejdsområdet bredere. Den nye 2-liters har bedre træk over et bredere område, men det er også sidste udkald for den traditionelle TDI-motor.

Jette henter mange pluspoint på sin driftsøkonomi. Den kører officielt 17,5 km på en liter brændstof, og med blandet kørsel skal det nok passe. Hvis man kører langt i Jetta, oplever man imidlertid noget helt andet.

Totalgearingen i den 6-gears Jetta er så høj, at man kører hurtig motorvejskørsel med lave omdrejninger, og da motoren har tilstrækkelige store lårmuskler til at tumle en høj gearing, betyder det rigtig mange kilometer på literen. Nålen på tankmåleren flytter sig så langsomt, at man tror, der er noget galt med måleren.

Prismæssigt kan man selvfølgelig beklage, at Jetta er noget dyrere end Golf, men direkte sammenlignet er der lidt mere standardudstyr i Jetta, bl.a. et halvautomatisk klimaanlæg og el-ruder både for og bag, så foruden plads, får man også mere udstyr for de 34.000 kr., som er prisforskellen fra en 5-dørs Golf til Jetta.