Det forløbne års høst af nye biler, faceliftede biler og fortløbende modeller i 2008 kan nu ses i bakspejlet og bedømmes i samlet flok.

Det har bladet Auto Bild gjort, og inspireret af deres vurderinger har Berlingskes og B.T.s motorredaktioner fulgt trop med egne vurderinger.

Auto Bild sætter begrebet mest bil for pengene i højsædet og peger som Berlingske Tidende på enkelt-modeller med bestemte motorer og udstyrsniveauer. B.T. vurderer i højere grad modellerne som helhed.

Til bedømmelse af test-biler benytter Auto Bild Danmark normalt en teknisk skabelon, udarbejdet af den internationale Auto Bild-gruppe, der samlet udgør verdens største bilblad.

- Normalt tester vi biler ud fra 21 faste punkter. Men en gang om året ser vi tilbage på alle de testede biler og vælger de bedste biler til pengene, siger bladets danske testchef Thomas Hjortshøj.

Forskellige kriterier
Auto Bild har også fundet de efterfølgende fire bedste køb i hver klasse. Altså 60 biler i alt. B.T. og Berlingske har udelukkende koncentreret sig om vinderne i hver klasse. Kun vinderne er med i denne artikel.

Kriterierne for bilernes udvælgelse er op til redaktionerne selv. Hverken B.T. eller Berlingske benytter sig af faste testpunkter.

- Vi har simpelthen spurgt os selv, hvilken bil, vi selv ville købe i de respektive klasser. Det er måske ikke en særlig videnskabelig måde at undersøge tingene på, men den er ærlig.

- Der vil altid være en masse subjektivitet involveret i bedømmelsen af en bil. Ikke mindst i forbindelse med bilernes design. Form og udstråling er et væsentligt parameter i mange menneskers valg af bil, siger Steen Nielsen, der er blandt medlemmerne i B.T.s panel.

Vælger med hjertet
Motorredaktør Gert Nielsen fra Berlingske Tidende oplyser, at det i hans univers især er hjertet, der dikterer bilvalg.

- Biler handler efter vor mening lige så meget køb af identitet og livsstil som køb af transport. Efter min mening er det bedste køb bilen, der giver dig mest oplevelse og ejerglæde for pengene inden for rammerne af økonomi og anvendelighed, siger Gert Nielsen.

Her kan du se, hvilke biler , motorjournalisterne fra Auto Bild Danmark, Berlingske Bilen og B.T. Bil og Camping vurderer som de bedste eller mest attraktive køb i de af Auto Bild definerede klasser.

Den store Auto Bild undersøgelse kan ses i sin helhed i seneste nummer af bladet.

Sådan valgte vi:
Auto Bild Danmarks valg: Årets Minibil: Ford Fiesta 1,25 Ambiente Årets Hatchback: Kia Cee’d 1,4 Active Årets Firmabil: Skoda Superb 1,4 TSI Årets Stationcar: Kia Cee’d 1,6 1,6 CRDi Active SW Årets MPV: Citroën C4 Grand Picasso HDi Årets SUV: Mitsubishi Outlander 2,4 Intense Årets Cabriolet: Peugeot 207 CC 1,6 Årets GTI: Ford Fiesta Sport Årets Sportsvogn: VW Scirocco 2,0 TSI Årets Luksusbil: VW Passat CC 1,8 TSI Årets Superbil: BMW 3 Sedan Årets imagebil: Fiat 500 1,2 Pop

B.T.s valg: Årets Minibil: Ford Fiesta Årets Hatchback: VW Golf Årets Firmabil: Honda Accord Årets Stationcar: Kia Ceed SW Årets MPV: Opel Zafira Årets SUV: VW Tiguan Årets Cabriolet: Mini Cooper Cabrio Årets GTI: Opel Corsa OPC Årets Sportsvogn: Mazda MX5 Årets Luksusbil: Jaguar XF Årets Superbil: Chevrolet Corvette Årets imagebil: Fiat Abarth 500

Berlingskes valg: Årets Minibil: Suzuki Splash 1,0 GL Årets Hatchback: Honda Jazz 1,2 Trend Årets Firmabil: Skoda Superb 1,4 TSI Årets Stationcar: Kia Ceed 1,6 CRDi Active SW Årets MPV: Citroën C4 Grand Picasso HDi Årets SUV: Subaru Forester Diesel Årets Cabriolet: Peugeot 207 CC 1,6 Årets GTI: Ford Fiesta Sport Årets Sportsvogn: Ferrari California Årets Luksusbil: BMW 730D Årets Superbil: Mercedes C63 AMG Årets imagebil: Fiat 500 1,2 Pop