KØB PLUS!

Unfair mål får bookmaker til at udbetale på FCN

Ovenpå Shakhtars unfair scoring i gårsdagens Champions League-kamp mod FC Nordsjælland har Betsafe valgt at betale indskuddene tilbage til de kunder, som spillede på FCN-sejr eller uafgjort.

Shakhtar Donetsk demonstrerede forbløffende mangel på sportsmanship, da holdets angriber Luiz Adriano i gårsdagens Champions League-opgør scorede til 1-1 efter en aflevering, som var tiltænkt FC Nordsjælland-forsvaret. Episoden indtraf midt i første halvleg efter et dommerkast på Shakhtars banehalvdel. Trods det åbenlyse brud på fair play-principperne nægtede ukrainerne at give nordsjællænderne en scoring, som kunne rette op på fadæsen.

Hos Betsafe tager man nu konsekvensen af den skandaløse opførsel. Bookmakeren har nemlig valgt at betale indskuddene tilbage til de kunder, som har spillet på FCN-sejr eller uafgjort. Det sker på trods af, at kampen sluttede 5-2 til ukrainerne og derfor ikke kan siges at være blevet direkte afgjort på det omtalte mål.

 - Vi har en ret klar holdning om, at vi ikke vil acceptere unfair afgørelser eller episoder i de kampe, vi udbyder spil på. Det underminerer folks tillid til afviklingen af sportskampe og dermed den begejstring, som både vi og resten af sportsverdenen lever af. Derfor bekymrer vi os ikke så meget om, hvilken rolle scoringen spillede for resultatet. Vi hæfter os ved, at ukrainerne bragte spillet i miskredit, og det vil vi ikke være en del af, udtaler Thomas Holm, oddssætter i Betsafe.