Normalt er bookmakerne ret enige i vurderingerne af de forskellige sportsbegivenheder.

Men Danske Spil og NordicBet er rygende uenige i, om Kevin Magnussen er at finde i Formel 1-feltet i 2017.

Således får man blot odds 1,30 hos NordicBet på, at den danske racerkører er med i Formel 1-feltet næste år og odds 1,50 på, at det sker for Renault, mens Danske Spil giver hele to gange pengene på, at Kevin Magnussen kører bare et enkelt løb og 1,70 på, at han må se hele sæsonen fra tribunen.

»Grunden til, at Renault ikke har forlænget Magnussens kontrakt, er formentlig, at han ikke er et større navn. Teamet har tid til at afsøge markedet og se, om en profil som Nico Hulkenberg skulle blive ledig. Det faktum, at det ikke er lykkedes dem at lukke en aftale med andre kørere på dette sene tidspunkt, er et meget positivt tegn for danskeren,« siger NordicBets pressechef Thomas Holm.

Men den præmis køber kollegerne hos Danske Spil altså ikke. Kevin Magnussen skal ikke sætte næsen op efter et sæde, hvis det går, som oddssætterne derfra ikke. Der er nemlig andre faktorer end kørerevner, som betyder mere i spillet om Formel 1-sæderne.

»Flere kørere har større økonomisk opbakning fra deres bagland, end Kevin Magnussen har, og historien viser, at penge har en stor effekt i Formel 1. Det kan i sidste ende blive det, der sender Magnussen ud af Formel 1«, siger Peter Emmike, oddsansvarlig hos Danske Spil.