Liberaliseringen af spillemarkedet i 2012 betød godt nok, at flere aktører fik adgang til poker, kasino og sportsspil, men der blev opretholdt monopol på blandt andet spil på heste, bingo og skrabelodder.

Står det til DOGA - som er spiludbydernes brancheorganisation - så skal det afskaffes hurtigst muligt. Erfaringerne fra de områder, der blev liberaliseret viser nemlig, at det er til fordel for statskassen.

- Det var efter min mening ikke rigtigt at beholde monopol på at udbyde onlinebingo, skrabespil og væddemål på hestevæddeløb, for vi kan se, at omsætningen på de spil ikke har gået særligt godt siden. Samtidig er der mange sjove spilformer, som både onlinespiludbyderne og Danske Spil er afskåret fra at udbyde til de danske spillere. Det må vi lave om på. Alt tyder på, at det vil være sundt at give Danske Spil lidt konkurrence på andre af de spil, de udbyder. Modellen har nu stået sin prøve på væddemål og onlinekasinospil, og nu må det være på tide at få kigget på liberalisering af så mange andre spil som muligt. Jeg tror på, at man ved at liberalisere mere af spilmarkedet nu kan skabe de indtægter til foreningerne i Danmark, som de står og mangler nu, siger direktør Morten Rønde fra DOGA.

Siden liberaliseringen af det danske spillemarked, er omsætningen på sportsspil næsten blevet fordoblet, mens omsætningen på skrabespil er faldet med en fjerdedel.