OB møder Esbjerg i hvad der må betragtes som en vigtig kamp i bunden af rækken, og selv om Esbjerg-defensiven har været elendig i denne sæson, kigges der her i retning af få mål.

Først og fremmest på grund af kampens betydning. De to hold er sammen med Viborg ved at være sat fra feltet, og et nederlag i dag vil for begge hold betyde, at man for alvor er sat af i bunden af rækken. Med den nye struktur har det ikke helt så stor betydning som i den gamle, og så alligevel, for pointene tages med over i nedrykningsspillet, og derfor har denne kamp stadig stor betydning.

OB har i de seneste to kampe vist klar fremgang defensivt. Trods modstandere som FC Midtjylland og Brøndby, holdt man faktisk modstanderne nede på relativt få chancer (anden halvleg mod Brøndby var undtagelsen) og har set bedre ud organisatorisk end længe. Her får man endda Mohamed El Makrini tilbage efter karantæne, hvilket kun bør styrke holdets defensiv, mens man så modsat har topscorer Joan Simun Edmundsson ude med karantæne.

Den stærke forsvarer Kenneth Emil Petersen er oveni skadet, hvilket umiddelbart burde tale imod væddemålet, men husk på, at han heller ikke har været med i de to seneste kampe, hvor OB-defensiven har gjort det godt. Esbjerg fremstår lige nu som det dårligste hold i Superligaen, ikke mindst på grund af en horribel dårlig defensiv.

Træner Colin Todd taler dog om kompakthed som nøglen til succes i dag, og mon ikke Esbjerg kommer ud denne gang med et defensivt udtryk og spiller med meget lav risiko efter nu flere gange at have givet tidlige mål væk, fordi man er blevet fanget i en omstilling. Man får tilmed Jesper Lauridsen med igen, hvilket skal være et plus, selv om han ikke er i optimal kampform efter den lange pause.

Det er selvfølgelig sin sag at spille på få mål i en Esbjerg-kamp, og derfor holdes indsatsen også nede, men til oddset er det værd at tage chancen på maksimalt to scoringer.

Esbjerg - OB under 2,5 mål
Odds 2,14 hos Unibet
Spilstop torsdag 1/12 klokken 20:00
Indsats 100 kroner