Dagens mest interessante kamp på dansk grund er mødet mellem AaB og FC København, hvor værdien umiddelbart er at finde på hjemmeholdet. AaB har godt nok været inde i en dårlig periode, men udover indsatsen senest i Esbjerg har man ikke spillet så dårligt, som resultaterne indikerer.

Faktisk spillede man heller ikke så dårligt i Esbjerg, men forsvarede elendigt, når man blev fanget på omstillingerne, og formåede så ikke at omsætte flere ellers store chancer til mål. Her er man dog forstærkede af, at både Marco Meilinger og Jannik Pohl vender tilbage, hvor specielt førstnævnte har været savnet.

De mangler så Edison Flores, men den lille peruvianer kunne nemt være havnet på bænken alligevel i denne kamp, hvor hans manglende fysik vil blive udstillet. Man bemærker også, at AaB har præsteret godt hjemme i Aalborg selv her i den dårlige periode, og at man fik blot ét point mod Sønderjyske og FC Nordsjælland var i den helt absurde afdeling.

Det vidner selvfølgelig om et hold, der mangler kvalitet i front, men også om et hold, som snart bør ramme et godt resultat i forhold til præstationerne, og det kunne nemt være i aften. FC København har indiskutabelt det bedste hold i Danmark, men denne kamp kommer ikke forfærdeligt godt for holdet.

Dels har det meste af truppen været afsted til landskampe, så man har haft kort tid til at forberede sig til kampen, og dels har man sæsonens med afstand vigtigste kamp, når FC Porto tirsdag gæster Parken. Godt nok er Thomas Delaney med i truppen, men han måtte stå over Tjekkiet-kampen med en mindre skade, og spørgsmålet er, om han eksempelvis starter ude i dag for at være helt klar til på tirsdag.

Helt sikkert er det, at Federico Santander er skadet, og selv om FC København har en bred trup, er det et savn, at han er udenfor. De københavnske mestre har endnu ikke tabt i denne sæson, og bør stadig have så meget kvalitet, at de heller ikke taber her. Men modsat har de spillet halvdelen af kampene på fremmed græs uafgjort og lever fint med kryds her i topstriden, hvorfor der skal være værdi i et spil på, at kampen ender uden vinder.

AaB - FC København X
Odds 4,00 hos Danske Spil
Spilstop fredag 18/11 klokken 20.15
Indsats 200 kroner