På papiret er der ikke det store på spil, når Randers og Esbjerg mødes i sidste runde i Superligaen. Men alligevel må man gå ud fra, at hjemmeholdet er noget mere motiverede.

Forklaringen er den, at den populære træner Colin Todd står i spidsen for Randers for sidste gang, og mon ikke spillerne er opsatte på at give ham en sejr i afskedsgave. Randers har faktisk været et af de bedste hold spillemæssigt, siden man fik lagt låg på Keller/Borring-sagen, og har i flere kampe været deciderede uheldige med ikke at have flere point, end tilfældet er.

Senest hentede man uafgjort ude mod Sønderjyske, og som sønderjyderne har præsteret i dette forår, er det lidt af en præstation i sig selv. Man mangler godt nok Mustafa Amini på grund af karantæne, mens reserven Moussa Maazou er blevet skadet og heller ikke er med, men til gengæld er Johnny Thomsen tilbage, så Randers-holdet ser stadig stærkt ud. Esbjerg har modsat set svage ud på det seneste. Man forsvarer sig dårligt og har ikke de store visioner fremad banen, og 15 mål imod i de seneste fem kampe taler sit tydelige sprog.

Esbjerg virker som et hold, der har brug for ferie - og spørgsmålet er, om de pludselig kan hæve deres niveau og levere en toppræstation i Randers. Sikkert er det, at Emil Lyng sidder over med karantæne, mens Mohammed Fellah og Ryan Laursen er udenfor med skader. Dertil kommer, at Ronnie Schwartz er småskadet og derfor tvivlsom, og er han heller ikke med, begynder det at se tyndt ud offensivt for Esbjerg.

Vurderet på de to holds nuværende niveau og forventet motivation til opgøret, virker det til at give god mening at spille på en Randers-sejr med to mål eller mere, men hold indsatsen nede, idet odds er faldet en del på Randers og værdien derfor ikke er overvældende.

Randers - Esbjerg 0-1, 1
Odds 2,55 hos Unibet (asian -1,5)
Spilstop søndag 29/5 klokken 17:00
Indsats 200 kroner