Kvindelandsholdet er ikke favorit til at tage EM-guldet.

Det er Tyskland derimod, men ser man på, hvad danskerne har oddset på, så er der stor tiltro til de danske kvinder. Hele 45 procent af spillene på en kommende europamester er faldet på Danmark.

»Det er selvfølgelig et udtryk for, at kvindelandsholdet har leveret fantastisk i Holland. De har til tider vist spil fra øverste hylde, og det giver naturligvis tro på, at de kan gå hele vejen,« siger oddssætter hos Danske Spil, Mikkel Wiil.

»Det er lidt paradoksalt, at der er så få, der har spillet på Sverige. Hvis man kigger på oddsene, er svenskerne større favoritter end danskerne. Men mon ikke der er lidt venskabeligt nabofjendskab, der bare gør, at vi har lidt svært ved at få os til at spille på Sverige,« slutter Mikkel Wiil.

Spillerne tror næstmest på Tyskland til odds 3,00.