De var den mest aggressive bookmaker i kampen for at få ophævet Danske Spils monopol. Men i de sidste par år har der været meget stille i Danmark fra Ladbrokes - og nu er det så helt slut.

I en mail til selskabets danske kunder i dag oplyser man nemlig, at man lukker ned i Danmark med omgående effekt, og at man derfor hverken længere kan oprette konto eller sætte spil hos Ladbrokes.

Man har heller ikke specielt lang tid til at få hævet sit indestående hos Ladbrokes. Således skal indestående hæves senest 31. juli ifølge mailen, og dermed slutter en æra i sportsbetting i Danmark, for Ladbrokes var for år tilbage en af de store aktører på markedet.

Blandt andet åbnede man også en spillecafé på Rådhuspladsen og lancerede flere store kampagner som »Her er fodbold konge«, »Danske Spil - engelske odds« og i 2005 lagde man således sag an imod den danske stat for at slippe af med spilmonopolet - og fik dermed sat den debat på dagsordenen, der til sidst endte med at monopolet blev afskaffet den 1. januar 2012.

Ladbrokes er blandt de største bookmakere på verdensplan med en omsætning i 2014 på over 12 milliarder danske kroner og et overskud på 450 millioner kroner.