FC Midtjylland tordner mod et stensikkert DM-guld i denne Superliga-sæson, hvor Glen Ridderholms tropper i bogstavelig forstand har fejet al modstand af banen.

Men selvom det med al sandsynlig bliver til midtjyske guldmedaljer i år, så forventer Danske Spil ikke, at FCM også napper mesterskabet i den kommende sæson. Danske Spil har således FC København som guldfavorit i 2015/16-sæsonen. Her giver et mesterskab til københavnerne odds 1,90, mens FC Midtjyllands giver pengene 2,50 gange igen som mester.

»Selvom alt tyder på, at FCM løber med guldet i år, så er det i vores optik stadig for tidligt at sige, at magtbalancen har rykket sig i dansk fodbold. FCK er stadig Danmarks mastodont på fodboldkortet, og vi ved, at klubben har de økonomiske muskler til at hente markante forstærkninger. Omvendt tror vi, at FCM får svært ved at holde på deres profiler, så på den baggrund har vi FCK som guldfavorit,« siger oddsansvarlig Peter Emmike fra Danske Spil.

Nærmeste udfordrere til de to forventede tophold er Brøndby til ni gange pengene, mens sidste sæsons guldvinder AaB er at finde i odds 35.