Tirsdag formiddag blev det officielt at landstræneren for det danske herrelandshold Gudmundur Gudmundsson træder tilbage til næste sommer, og det har fået bookmakerne til at spekulere i, hvem der skal overtage.

Der er dog ingen slinger i valsen hos Danske Spil, der er meget sikre på, at det bliver den tidligere landsholdsprofil Nikolaj Jacobsen, der skal løfte opgaven til sommer. Her giver Danske Spil pengene 1,55 gange igen.

» Han er storfavorit til at blive næste landstræner. Han kender alt til DHF og det nuværende landshold. Derudover har han haft masser af succes som træner i Rhein-Neckar Löwen i de seneste år, så han ved, hvordan man skaber et vindende hold, siger Jan Trier, oddssætter hos Danske Spil.

» Det er nogle store sko, han skal udfylde. Gudmundsson vandt OL-guld i sommer, men hvis nogen kan løfte arven, så er det Jacobsen. Han er også en type, der nyder stor respekt blandt spillerne på det nuværende hold, så det virker som et godt match, slutter Jan Trier.

Hos bookmaker rivalerne Bet25 er der lidt større tvivl om udfaldet. Dog har man stadigvæk Nikolaj Jakobsen som favorit, men her får du pengene 2,25 gange igen.

«Vores helt store favorit til at afløse Gudmundur er Nikolaj Jacobsen. Senest med mesterskabet i Bundesligaen har Jacobsen i den grad bevist, at han kan levere på den store scene, og samtidig får DHF en mand ind, som er ekstremt populær blandt spillerne. Det eneste, der afholder ham fra posten, er hans lange kontrakt med Rhein-Neckar Löwen. Man kunne måske forestille sig et scenarie, hvor ham og Gudmundur ligefrem bytter plads, så islændingen kommer tilbage til netop ”Løverne”, lyder det her fra oddssætter Nikolaj Hagen.