Det blev en gammel kending af både dansk fodbold og FC København, som de danske mestre skal op imod i den sidste hurdle før gruppespillet i Champions League.

Således gælder det APOEL Nicosia fra Cypern i næste runde, men selv om det cypriotiske hold har det godt mod danske mandskaber, har bookmakerne alligevel FC København som ret klare favoritter til at gå videre. Danske Spil har blot 1,55 på, at det sker, mens NordicBet er helt nede i odds 1,50.

»APOEL er selvfølgelig lidt af en skrækmodstander, men i forhold til tidligere møder ser FCK utroligt stærke ud denne gang. Modsat ser Apoel svagere ud. Deres præstation imod Rosenborg var langt fra overbevisende, og vi ser derfor også FC København som det klart stærkere hold,« udtaler NordicBets karismatiske pressechef Thomas Holm.

Den vurdering er Danske Spil altså helt enige i - både at  FC København ikke er set bedre længe og at APOEL modsat slet ikke har tidligere tiders styrke.

»APOEL virker et stykke fra fordoms styrke. Økonomien i den cypriotiske klub er ikke som tidligere, hvilket gør, at en række profiler er fortid i klubben. Cyprioterne var mere end heldige med at slippe afsted med et smalt 2-1 nederlag fra Lerkendal imod norske Rosenborg, og APOEL afgjorde først endeligt opgøret i mod nordmændene med tre mål i overtiden på hjemmebane. Selv om FC København lægger ud på hjemmebane og tingene endeligt skal afgøres på Cypern, så ser vi FC København som pæne favoritter til at spille sig i Champions League,« siger oddssætter Jan Trier fra Danske Spil.