Kevin Magnussen har fået ét af de to sæder i Renault’s Formel 1-racer og gør dermed comeback til motorsportens fineste klasse ved Australiens Grand Prix i Melbourne til marts.

Den danske racerkører overraskede alt og alle i sin debutsæson i 2014 i McLaren-raceren med en enkelt placering på præmiepodiet, og det store spørgsmål er nu, om Kevin Magnussen kan gentage bedrifterne i den kommende sæson.

Bookmakerne er dog langt fra enige om, hvordan det så kommer til at gå den danske racerkører. Danske Spil har ganske stor fidus til Magnussen med odds 1,85 på en podieplacering, mens Betsafe ikke tror på dansk succes og smider hele 4,50 på bordet for bare en enkelt top tre-placering.

»En placering i Top tre i ét enkelt race vurderer vi dog som mere sandsynligt, end at Kevin helt misser at komme på præmiepodiet i den kommende sæson. Renaults set-up virker meget ambitiøst, og med de åbenlyse kørekvaliteter som Kevin besidder, skal den danske racerkører nok levere mindst ét topresultat,« siger oddsansvarlig Peter Emmike fra Danske Spil.

Men den køber Betsafe ikke. Der er ganske enkelt for langt vej op til de bedste biler i feltet til, at en topplacering bliver aktuel.

»Den kommende sæson bliver et test-år for både Magnussen og Palmer. Det handler først og fremmest om at forbedre bilen og tune den ind til fremtiden,« siger Betsafes oddssætter Thomas Holm.

Der er dog enighed om, at han ikke bliver verdensmester. Her giver Danske Spil odds 500 på, at det sker. Til gengæld er der så stor enighed om hos bookmakerne, at han henter flere point end sin teamkollega Jolyon Palmer.