UEFA-dommen om at tildele både Serbien og Albanien nul point efter skandalekampen i Beorgrad har i den grad fået bookmakerne til at se positivt på Danmarks chancer for at nå EM.

Således er NordicBet gået fra odds 1,50 til 1,30 efter afgørelsen er faldet, og endnu mere optimistisk er Danske Spil, som er helt nede i 1,25 på, at Danmark kommer med til EM mod 3,60 på, at EM bliver uden dansk deltagelse.

- Det er jo næsten for godt til at være sandt, at ingen af de to lande får point, samtidig med at Serbien nu formentlig skal spille for tomme tribuner, når vi den 14. november skal på besøg dernede. Derfor vurderer vi nu, at der er rigtig gode chancer for, at vi får det danske landshold at se ved den kommende EM-slutrunde., siger oddsansvarlig Peter Emmike fra Danske Spil.

Den vurdering er NordicBet meget enig i - at UEFA kunne komme med så god en dom for Danmark kunne selv ikke de største jubel-optimister ikke håbe på.

- Vi havde slet ikke forestillet os, at UEFA ville komme til denne konklusion. Selv om vi allerhelst ser det danske landshold klare paragrafferne selv, kan man jo kun glæde sig over, at afgørelsen på flere måder øger Danmarks EM-chancer betragteligt. Dels betyder de nul point til Serbien, at vores hårdeste konkurrent til andenpladsen nu står med en elendig start på kvalifikationen, og dels undgår vi presset fra de serbiske tilskuere, når vi om tre uger spiller i Beograd, siger NordicBets oddssætter Tonni Munk Jensen.