Aldrig så snart er Tour de France slut, før de første bookmakere er ude med odds på, hvordan det går i det kommende års Tour de France.

Men selvom Vincenzo Nibalis sejr er den mest suveræne siden Jan Ullrichs tilbage i 1997, så kommer Astana-kaptajnen næppe øverst på sejrsskamlen i det franske etapeløb igen til næste år.

Således er Chris Froome favorit i odds 2,50 foran Alberto Contador til 3,50, mens den forsvarende mester er helt oppe i fem gange pengene.

- Nibali var helt suveræn og vandt helt fortjent årets Tour de France i overbevisende stil. Men man skal ikke glemme, at både Chris Froome og Alberto Contador udgik af løbet efter styrt. Næste år må vi formode, at de begge er tilbage på cyklen, og så kommer årets Giro-vinder Nairo Quintana nok også til start, og så tror vi, at Nibali kan få svært ved at gentage triumfen, siger Hans-Henrik Busk Stie, oddssætter hos Danske Spil.

Danske Spil har også sat vinder-odds på et par ryttere, der ikke hører til blandt de allerstørste Tour-kandidater, men som har imponerende stort i årets udgave. Eksempelvis får man odds 40,00, hvis Tinkoff-Saxos polske stjerneskud Rafal Majka, der i år både vandt to bjergetaper og den prikkede bjergtrøje, vinder Tour de France 2015. Samme odds giver Danske Spil i øvrigt på Thibout Pinot, der i år besatte løbets tredjeplads.

Danske Spils odds på vinderen af Tour de France 2015:

Chris Froome – 2,50
Alberto Contador – 3,50
Vincenzo Nibali – 5,00
Nairo Quintana – 6,00
Bradley Wiggins – 30,00
Rafal Majka – 40,00