Den 7. januar 2017 uddeles BT Guld til årets største sportspræstation. BT Guld er kendetegnet ved, at det er atleterne selv, der afgør, hvem der vinder. Frem til uddelingen bringer vi hver dag en af de ti indstilledes egen fortælling om den præstation, der førte til, at han, hun eller vedkommendes hold blev indstillet til BT Guld.

I maj spillede Hans-Kristian Vittinghus den altafgørende kamp, da Danmark slog Indonesien i Thomas Cup-finalen og tog det prestigefyldte trofæ for første gang.

Her genfortæller han dramaet.

»At Danmark i foråret i Kina vandt Thomas Cup-trofæet kom bag på de fleste. Mig selv inklusiv! Optakten, til det vi i badmintonverdenen betragter som hold-VM-finalen, var fredsommelig. Her trænede vi en lille smule og fik holdopstillingen til finalen dagen efter mod Indonesien at vide. Derfor kunne jeg allerede her begynde at forberede mig mentalt på at skulle spille den afgørende kamp, hvis stillingen ville være 2-2.«

På finaledagen gik vi fra morgenstunden bare og ventede spændt på, at holdkampen skulle begynde. ’Nu skal det være,’ sagde vi til hinanden. For vi syntes, at vi stod godt i både singler og doubler, og derfor havde en fair chance for første gang i 29 forsøg for at erobre vindertrofæet.«

Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

»To af landsholdsspillerne – Emil Holst og Mathias Christiansen – vidste, at de ikke skulle i aktion i finalen. De blev derfor tildelt en specialopgave med at skaffe heppegrej i form af bongotrommer og rangler, så der under kampene kunne blive så meget larm som overhovedet muligt. Det var kendetegnede for holdet under hele turneringen, at hver især accepterede den rolle, de blev tildelt af lederteamet.«

»Da de andre på finaledagen tog ud i hallen, blev jeg på hotelværelset. Jeg vidste, at der ville gå fire-fem timer, inden jeg eventuelt skulle på banen.  I stedet fulgte jeg med på tv, og jeg må sige, at det var meget nervepirrende.Inden jeg tog i hallen, nåede jeg at se Viktor Axelsen vinde finalens første single over Tommy Sugiarto.«

»Så var der afgang i bus til hallen, hvor det ved min ankomst stod 1-1, fordi Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding havde tabt i double. De efterfølgende to single- og doublekampe delte Danmark og Indonesien også. Og så var det mig, der ved 2-2 skulle forsøge at hive den altafgørende sejr i tredje herresingle i land ...«

»Jeg følte, at jeg var godt rustet, eftersom jeg et par gange tidligere i turneringen havde stået i en lignende situation og der tacklet nervepresset fint. Til gengæld havde min modstander (Ihsan Maulana Mustofa, red.) ikke prøvet det før. Det anså jeg som en fordel. Set i bakspejlet er jeg evigt taknemlig for, at holdkammeraterne satte mig i denne situation.«

»Det har i dansk badminton efter otte forudgående tabte finaleopgør på det nærmeste været betragtet som en umulighed, at vi kunne erobre Thomas Cup-trofæet, men sjovt nok følte jeg ikke det historiske pres før og under kampen, som jeg vandt 21-15, 21-7.«

Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

»Jeg mener selv, at jeg i finalen leverede min bedste præstation under hele turneringen. Det er selvfølgelig en vanvittig fed følelse at ramme topniveauet, hvor det er allermest krævet. Da jeg smasher sidste point i gulvet, overfalder holdkammeraterne mig på banen.«

»Hvad der sker, fra sidste point er vundet, til jubelscenen nogle minutter senere er overstået, husker jeg ikke. Faktisk sortnede det totalt for mine øjne.
Bagefter skrålede vi fuldstændig igennem.«

»På hotellet lejede vi øverste etage til sejrsfest. Der var udskænkning af drikke ad libitum. Sponsorerne var i sprudlende humør, så de spyttede godt i kassen, og efter nogle timer tog vi videre på natklub. Jeg tror, vi var tilbage på hotellet en times tid før vi skulle i lufthavnen klokken otte. Så det var en hård hjemrejse, vi havde.«

Derfor fortjener vi at vinde

»Der er mange argumenter for, at det danske Thomas Cup-landshold fortjener BT Guld-prisen.«

»Hvad angår mig selv, er oplevelsen min vildeste nogensinde som badmintonspiller. Det bliver ikke større. Selv Badminton Danmarks formand sagde efterfølgende, at dette resultat er det største i forbundets historie nogensinde. Det kan jeg kun være enig i.«

»Der er tale om en gigantisk holdpræstation, vi møder verdens største badmintonnationer. Hertil kommer, at ingen regnede med Danmark overhovedet, inden turneringen begyndte. Carsten Mogensen restituerede jo efter forårets hjerneoperation, mens Jan Ø. Jørgensen var plaget af en hofteskade.«

»Jan Ø. havde til flere medier inden afrejsen udtalt, at de danske vinderchancer vel kun var fem procent, og det, synes jeg egentlig ikke, var for lavt sat.
I forhold til forventningerne overgik vi os selv mange gange. Og så synes jeg, det er værd at bemærke, at vi i kvartfinalen sender de forsvarende mestre fra Japan ud af turneringen, mens vi i finalen besejrer Indonesien, der er mest vindende Thomas Cup-nation nogensinde.«

Jeg ville selv pege på ...

»Hvis jeg havde haft muligheden, ville jeg have stemt på os selv. Jeg synes, at det var en idrætshistorisk bedrift, at det mandlige danske badmintonlandshold efter mange mislykkede forsøg langt om længe vandt Thomas Cup-trofæet.Men når det nu ikke kan lade sig gøre, peger jeg på Sara Slott Petersens præstation i 400 meter hækkeløb. Det hun leverede var enestående.«

»OL er for mig synonymt med atletik, og det er jo ikke ligefrem olympiske medaljer i legenes paradeidræt,  Danmark svømmer i. Jeg er udmærket klar over, at der ved OL blev leveret andre store danske resultater, og at Slotts medalje ’kun’ var af sølv. Men for mig var hendes præstation en meget større oplevelse end for eksempel håndboldherrernes og svømmepigen Pernille Blumes guld.«

»Jeg var selv med i Rio de Janeiro som badmintonkommentator. Slotts finaleløb foregik sent om aftenen, så jeg lå i sengen og så det. Jeg må erkende,  at jeg fortrød en smule, at jeg ikke var taget på det olympiske stadion. Men det var blevet for sent, da jeg næste dag skulle tidligt ud i badmintonhallen.«