For første gang i karrieren er badmintonspilleren Viktor Axelsen en del af top-3 på verdensranglisten i herresingle.

Det blev en kendsgerning, da listen torsdag blev opdateret med Axelsen som nummer tre.

Han har i de seneste uger indtaget fjerdepladsen, men sidste uges triumf ved sæsonfinalen i Dubai medførte avancementet.

Også Jan Ø. Jørgensen sprang en plads frem, så han nu indtager andenpladsen på listen efter Lee Chong Wei fra Malaysia.

Derimod tager kineseren Chen Long et spring tilbage fra anden- til femtepladsen. Det betyder, at top-fire er renset for kinesere. Den aktuelle fjerdeplads tager koreaneren Son Wan Ho sig af.

Damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen ligger fortsat nummer to på verdensranglisten, hvorimod herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen falder to positioner til en fjerdeplads.

I mixeddouble avancerer Joachim Fischer og Christinna Pedersen to pladser, så de ligger nummer fire.

/ritzau/