Foto: Claus Fisker

Den danske badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen kan ufrivilligt holde fri søndag i Paris. Han tabte nemlig semifinalen til den sjetteseedede Chou Tien Chen fra Taiwan i to sæt med cifrene 11-21, 19-21 i Super Series-turneringen French Open.

Danskeren havde ellers en fin mulighed for at tvinge kampen ud i et afgørende tredje sæt, da Jan Ø. Jørgensen førte 19-18 i andet sæt. Men desværre for Jan Ø. Jørgensen vandt Chou Tien Chen de efterfølgende tre dueller og dermed kampen.

Således fik danskeren ikke muligheden for gentage triumfen fra for to år siden i turneringen.

I første sæt var Jan Ø. Jørgensen bagud med 7-9, før taiwaneren reelt afgjorde sættet ved at vinde de følgende seks dueller i træk og kom foran 15-7.

I finalen møder Jan Ø. Jørgensens overmand enten Lee Chong Wei fra Malaysia eller Wang Zhengming fra Kina.

Til gengæld var havde herredoublen Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding langt større succes i deres semifinale.

Her leverede det danske par et sensationelt resultat, da de i tre sæt sejrede over de andenseedede verdensmestre Mohammed Ahsan og Hendra Setiaean fra Indonesien med 21-18, 19-21, 21-15.

I  søndagens finale møder danskerne verdensetterne Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong fra Sydkorea.

 

SMS

Hitter på Facebook