Den danske badmintonspiller, Jan Ø. Jørgensen har tabt sig voldsomt efter et langvarigt maveonde, som han sammen med en medalje tog med hjem fra VM i Indonesien.

August måneds badminton-VM i Indonesiens hovedstad Jakarta blev en oplevelse på godt og ondt for den bedste danske herresinglespiller, Jan Ø. Jørgensen.

»Jeg er glad for bronzemedaljen (i herresingle, red.), men siden jeg kom hjem for to uger siden, har jeg været så hårdt ramt af en maveinfektion, at jeg har tabt mig fem kilo,« fortæller han.

Siden har han kæmpet med at komme til hægterne og har stort set holdt sig fra badmintonbanerne, indtil han onsdag for alvor genoptog træningen. Dog er han stadig langt fra den træningsmængde, han normalt ligger på for at hold sig på det niveau, der skal til for at vinde VM-medaljer.

»Jeg trænede slet ikke igennem. Det var kræfterne ikke til. Men heldigvis er jeg i bedring,« siger Jan Ø. Jørgensen, der langt fra var eneste danske spiller, som blev ramt af sygdom under VM-turneringen og siden har måttet holde kortere og længere pauser fra træningen.

»Nogle blev hårdere ramt end andre. Mathias Boe begyndte også først at træne igen onsdag, mens spillere som Joachim Fischer og Carsten Mogensen spillede holdkamp i tirsdags,« siger Jan Ø. Jørgensen, der dog heldigvis for en idrætsudøver hvis vigtigste arenaer befinder sig uden for Europa, ikke er blevet bange for at bevæge sig tilbage til Asien. Allerede i weekenden tager af sted igen.

»De næste to uger spiller jeg Japan og Korea Open. Men jeg tager derud med en anden agenda end normalt,« siger Jan Ø. Jørgensen, som i den ny sæson har næste sommers olympiske lege i Rio de Janeiro som det altoverskyggende mål.

»Heldigvis ligger jeg allerede nu godt til i kvalifikationen. For at jeg kan få en så god OL-seedning som muligt, skal jeg i de kommende måneders turneringer klare mig så godt, at jeg placerer mig i verdensranglistens top-4. Så selvom jeg i øjeblikket ikke er på toppen, vil det være fint, hvis jeg i Japan og Korea kan få nogle enkelte sejre og dermed tilspille mig verdensrangliste-point,« siger Jan Ø. Jørgensen.