Danmarks bedste badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen var mindst et par klasser bedre end sin indonesiske finalemodstander i turneringen German Open.

Verdens andenbedste herresingle-spiller havde relativt let spil, da han søndag eftermiddag vandt German Open.

Jan Ø. Jørgensen skulle kun bruge to sæt til at besejre indoneseren Dionysius Hayon Rumbaka, der havde nået frem til finalen trods status som useedet.

Sætcifrene blev relativt sikre 21-12 og 21-13 i danskerens favør. Efter en snæver føring på 10-8 i andet sæt tog danskeren seks point i træk og punkterede dermed spændingen i kampen.

Dermed fik Jan Ø. Jørgensen en noget nær perfekt optakt til den prestigefyldte All England-turnering, der starter i næste uge.

Der var mere dansk succes i German Open, da Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding vandt den rent danske mixeddouble-finale over Christinna Pedersen og Joachim Fischer i to sæt.