Sportschef Finn Trærup-Hansen lægger ikke skjul på, at han var skuffet, da han tidligere på måneden af ledelsen i Badminton Danmark fik besked på, at man ikke ønsker at forlænge hans aftale, der udløber 31. marts

Der er koldt på toppen.

Det har en række trænere og ledere i og omkring dansk idræt oplevet de seneste måneder ved enten at blive fyret eller få besked på, at deres kontrakter ikke bliver forlænget, selvom de har skabt topresultater.

Én af de ’udstødte’ er Badminton Danmarks sportschef Finn Trærup-Hansen, der i år blandt andet har kunnet glæde sig over, at herrelandsholdet for første gang vandt Thomas Cup-turneringen, og at Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen i damedouble samt Viktor Axelsen i herresingle ved De olympiske Lege i Rio de Janeiro erobrede henholdsvis sølv- og bronzemedaljer.

»De resultater, vi har haft i 2016, er de bedste i mine 12 år som sportschef. Så jeg blev da skuffet, da man meddelte mig, at man efter udløb af min kontrakt til foråret ikke længere ønsker at drage nytte af mine kompetencer,« siger Finn Trærup-Hansen og tilføjer:

»I første omgang oplevede jeg en tom fornemmelse. Dernæst gav det anledning til spekulationer om årsagen til beslutningen, men efter en måneds tanker føler jeg, at jeg er afklaret med situationen.«

Finn Trærup-Hansen havde i forbindelse med sit kontraktudløb 31. marts 2017 sat næsen op efter en forhandling om forlængelse.

»Men så langt nåede vi slet ikke. Man meddelte mig kort og kontant, at man gerne ville prøve noget nyt og at dele af bestyrelsen mente, at jeg ikke havde samme opfattelse som dem om, hvordan dansk elitebadminton og talentudviklingen fremadrettet skal ledes og udvikles,« siger Finn Trærup-Hansen, der siger ’ja og nej’ på spørgsmålet om, han forstår beslutningen.

»Der kan være fornuft i at udskifte er sportschef nu, hvor man frem mod OL 2020 i Tokyo går ind i en ny fire-års-periode. Til gengæld har jeg det lidt mærkeligt med, at jeg på intet tidspunkt har haft mulighed for at fremlægge og debattere mine udviklingsforslag med bestyrelsen,« siger Finn Trærup-Hansen.

Hvordan hans arbejdsmæssige fremtid kommer til at forme sig er uvist.

»Jeg vælger at lade alle muligheder stå åbne. Siden det blev kendt, at jeg ikke skal fortsætte som sportschef,har jeg modtaget en enkelt henvendelse fra udlandet. Den var dog så ukonkret, at det ikke bliver til noget. Men selvom jeg efterhånden er blevet 61 år, vil jeg ikke afvise, at det kan være interessant endnu engang for mig at søge uden for Danmarks grænser,« siger Finn Trærup-Hansen og henviser til, at han tidligere har haft arbejde som landstræner og sportschef i Østrig, England og Australien.

»Jeg er efterhånden blevet 61 år og mener, at der arbejdsmæssigt er seks-syv år tilbage i mig. Men beslutningen er ikke min alene. Før jeg beslutter mig for, hvor jeg skal arbejde efter min tid i Badminton Danmark, vil jeg rådføre mig med min familie,« siger Finn Trærup-Hansen.

Han håber og tror, at dansk badminton også fremover bliver en international magtfaktor.

»Men i et lille land som Danmark må man være indstillet på, at det går op og ned. Da jeg i 1996 var landstræner, og Poul-Erik Høyer lige havde vundet OL-guld, var der medier, der mente, at de gyldne dage var slut. Siden har vi rejst os flot efter down-perioder. Det skyldes god ledelse, dygtige trænere og en solid talentmasse,« siger Finn Trærup-Hansen.