Op igennem sluthalvfemserne og 00-erne dominerede Peter Gade badmintonverdenen. Over en årrække lå han på toppen af verdensranglisten, og den store succes er ikke kommet uden svære valg. Det fortæller den tidligere badminton-stjerne i Radio24syvs program om vin, 'Flaskens ånd'.

Programmet handler først og fremmest om vin, og Peter Gade er stor vin-entusiast og derfor en oplagt gæst i programmet.

Der er dog plads til at tale om andet end vin i programmet. Som programmets vært, Poul Pilgaard Johnsen, siger, 'In vino veritas' - i vinen ligger sandheden - og det ordsprog tager han til sig og taler om lidt af hvert med sine gæster.

Med den i dag 40-årige Peter Gade blev der blandt andet talt om den turbulente badmintonkarriere, bruddet med Camilla Martin og opvæksten i den nordjyske by Terndrup, som ifølge Peter Gade var præget af janteloven.

Og det var ikke altid nemt at ville være den bedste i verden i en by, hvor man ikke måtte sige den slags.

»Sportsverdenen er en verden, hvor det eneste, der gælder, er at vinde. Det er sort eller hvidt, og især når man ligger helt oppe i toppen af eliten. Der er ikke nogen nuancer,« siger Peter Gade om det svære skift fra ung dreng i en nordjysk by til at blive elitesportsmand.

I programmet fortæller han blandt andet, hvordan han til tider vaklede i troen og måtte indse, at han ikke var en maskine, der bare vandt badmintonkampe. Det fik ham til at opsøge idrætspsykologer i en ung alder.

»Jeg lærte at åbne op for nogle ting og ikke bare være maskinen. Jeg lærte at sige 'hey, der sker nogle ting i dig, og det må du lytte til og forsøge at give plads til,« siger Peter Gade.

Og den erfaring har han taget med sig efter livet som elitesportsmand: At lytte til sig selv, og reagere kompromisløst på det, også selvom det kan have konsekvenser.

»Jeg er et menneske, som altid er på vej et sted hen, og det er ikke altid nemt for de folk, der er omkring mig at være med på den rejse,« siger Peter Gade og henviser til bruddene med Camilla Martin og hans ekskone Camilla Høeg.

Og rejsen mod at blive klogere på sig selv, som Peter Gade taler om, er en rejse, som han er klar over, at han kan blive nødt til at tage alene.

»Jeg bliver aldrig typen, der sætter mig ned i sofaen og siger, 'så, nu skal jeg leve det her liv resten af mit liv'. Jeg vil forskellige steder hen, og det kan altså være svært for dem, man lever tæt op ad,« siger Peter Gade.

Nogle af dem, som Peter Gade har sagt farvel til, er blandt andre sine forældre og sin søster, som han ikke længere ser.

»Jeg er ret sikker på, at hvis du spurgte folk tæt på mig, så ville de sige, at der er en kompromisløshed i min måde at leve på. Jeg har nogle grundværdier, som jeg gerne vil styre og inspireres af, og er der noget, der går imod det, så er det en naturlig reaktion at sige, 'vi må skilles'. Det kan medføre nogle hårde valg, men det er for mig en naturlig del af livet,« siger Peter Gade.

Han mener, at der ligger en masse livslæring i at tage den slags beslutninger.

Du kan høre programmet, hvor Peter Gade bliver interviewet om sin vinsmag og de svære beslutninger herunder eller på programmets hjemmeside.