Denne artikel er en del af en artikel-serie, hvor en række af dansk sportshistories gamle folkehelte blev interviewet om, hvor de er, og hvordan de husker tilbage på karrieren.


Morten Frost, badminton, 56 år. To drenge fra første ægteskab på 25 og 23 år. Ældste søn nummer 50 i verden til squash. Gift med Charlotte i dag. Parret har en fælles datter på 18 år. Bor i Aarhus.

Store sejre: All England i 1982, 1984, 1986, 1987

EM: 1984, 1986

Nordisk mesterskab: 1978, 1979, 1980, 1981, 1982, 1983, 1984, 1988.

Denmark Open: 1980, 1981, 1982, 1983, 1984, 1985, 1986, 1988.

Fortrydelsen:

- Jeg bliver tit spurgt, om der er noget, jeg har fortrudt, og det er der. Én ting fortryder jeg helt vildt. Jeg nød ikke min karriere nok. Jeg kunne vinde en finale om søndagen, og en time efter stod jeg og tænkte på lodtrækningen til den næste turnering og den næste kamp. Jeg var fanget i hele spinnet om at præstere, være på og vinde. Vinde, vinde, vinde. Det gjorde, at jeg aldrig nåede at nyde mine store sejre.

- De store lykkefølelser var ekstremt kortvarige. Det ville jeg VIRKELIG gerne lave om. Jeg skulle have taget et par dage ud af kalenderen og nyde mine store øjeblikke, når jeg havde kæmpet så hårdt for dem i flere år. Det gjorde, at jeg ikke fik de oplevelser, jeg kunne have fået, og det kan stadig nage mig.

  

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Tilværelsen i dag

- I efteråret fik jeg tilbud om at blive engelsktalende badmintonkommentator på verdensplan for medievirksomheden IMG. Det fik mig til at sige mit arbejde i et investorfirma op. Sådan en chance får man kun en gang hvert 20. år. Det er drømmejobbet, og jeg kan godt se mig bruge det som en slags ’retrætejob’. Omvendt lever jeg ud fra sætningen: ’Life is what happens to you while you’re busy making other plans’.

- At kommentere for millioner af seere er meget grænseoverskridende og til tider angstprovokerende. Jeg har altid været ekstremt tilbageholdende og genert og kan godt mærke, at stemmen ikke altid vil, som jeg gerne vil. Derfor var det en meget stor overvejelse, om jeg skulle tage jobbet. Men jeg må bare lære at komme ud over rampen.

24112424124

Krisen der truede karrieren

- Da jeg floppede til VM i 1983 i Brøndby-hallen røg jeg ned i et hul. Inden da havde jeg tabt finalen i All England. Jeg var favorit til at vinde VM, men tabte kvartfinalen og spillede elendigt. Jeg var kørt ned fysisk og mentalt. I oktober 83’ havde jeg en seriøs diskussion med mig selv, om jeg skulle fortsætte med at spille badminton. Jeg var kun 25 år, men meget tæt på at stoppe. Jeg ville være den bedste, men lige pludselig havde jeg tabt to store finaler, så jeg gav mig selv ét år. Hvis jeg ikke nåede tilbage på toppen, ville jeg stoppe.

- Derefter fulgte 13 måneder, hvor jeg var ubesejret. Hvad angår højdepunkter er det let at hive en All England-sejr frem, men egentligt var det at komme fra sjette kartoffelrække og slå verdens nummer et og to, Svend Pri og Flemming Delfs, da jeg vandt

Herunder kan du læse om de andre folkehelte