Badmintonspilleren Carsten Mogensen har på fire måneder kæmpet sig tilbage fra en hjerneblødning og til OL i Rio, som han blev udtaget til tirsdag sammen med makkeren Mathias Boe.

Carsten Mogensens kæreste, bordtennisspilleren Mie Skov, oplevede det værste en kæreste kan opleve – at se sin kære blive alvorligt syg, da badmintonspilleren faldt om med en hjerneblødning under en turnering i Rusland.

Skov fortæller, at hun flere gange var bange for, at han skulle dø.

Hvilke følelser står du med efter Carstens udtagelse?
»Vi har været meget spændte på udfaldet efter ulykken. Vi har alle kæmpet en utrolig hård kamp, selvfølgelig mest 'Nuller'. Jeg blev meget rørt, da jeg fik at vide, at det blev dem.«

Har I talt meget om, det kunne ende med, at de ikke kom med?
»Vi har ikke talt så meget om det med OL. Vi har fokuseret på, at han skulle komme sig så godt som muligt. OL er en kæmpe bonus, men vi synes også, at han har fortjent muligheden. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at få ham tilbage på sporet hurtigst muligt, og det her er en kæmpe fortjeneste – ikke bare til os, men til alle, der har været med i forløbet.«

Hvad har det været for nogle måneder, efter han faldt om?
«Det har været en sindssyg tur. Der var stor risiko for, at han mistede livet, og 50 procent risiko for, at han ikke ville nå på benene igen, så vi har været tæt på at miste en af vores kære. Når han nu er udtaget til OL og har vundet en kamp til Indonesia Open, så er det en svær virkelighed at forholde sig til, at han har været ved at miste livet. Det kan vi ikke takke nok for, og det gør vi dagligt.«

Hvordan har det ændret på, hvordan du og Carsten har udviklet jer efter ulykken?
«Jeg tror bare, at når man er i en krisesituation som menneske, så anskuer man livet på en anden måde. Man ser anderledes på tingene og lader ikke små ting styre ens hverdag. I sådan et forløb er man nødt til at udvikle sig personligt, ellers bliver man ikke rask. Det vigtigste er, at han blev et menneske, at han blev rask og kom over det, både psykisk og fysisk. Det er helt utroligt og meget rørende, at han nu også skal til OL.«