Jan Ø. Jørgensen vandt sikkert over den femteseedede Rajiv Ouseph i to sæt.

EM i badminton i den russiske by Kazan tegner til at blive en dansk succes. Søndag formiddag blev det til dansk guld og sølv i mixdouble, og Danmarks bedste herresingle fulgte trop i den efterfølgende kamp ved at vinde ugeneret over sin engelske finalemodstander.

Jan Ø. Jørgensen kom ellers bagud i første sæt med 16-10, men en imponerende slutspurt sikrede den førsteseedede dansker første sæt med cifrene 21-18, hvor han flere gange viste prøver på sit badmintonrepertoire.

Andet sæt blev en let omgang for Jan Ø. Jørgensen. Gennem hele sættet spillede han sin modstander rundt på banen, og han vandt relativt ugeneret med 21-10.

I damesingle tabte Anna Thea Madsen i tre sæt til forhåndsfavoritten Carolina Marin fra Spanien. Den unge dansker vandt ellers andet sæt med 21-14 efter en række gode bolde, og selv om hendes modstander forinden havde vundet første sæt med 21-9 og også vandt tredje og afgørende sæt med 21-8, så var det i sig selv en flot præstation at nå til finalen.