Danmark har netop vundet det uofficlelle VM for herrer i turneringen, der går under navnet Thomas Cup.

Resultatet er historisk - det er første gang, at det danske landshold løfter trofæet, efter i alt ni finaleforsøg.

Formatet er bedst af fem kampe, og det var herresinglen Hans-Kristian Vittinghus, som fik lov at spille pokalen på danske hænder med sin sejr over indoneseren Ihsan Maulana Mustofa med 21-15, 21-7.

Vittinghus viste flere gange storspil undervejs. Danskeren tog initiativet, og han slog flere flotte vinderslag, som var umulige for modstanderen at nå. Slag på kroppen, linjerne og i alle verdenshjørner nærmest.

Selvom den sidste kamp ikke blev neglebidende spændende, var det noget mere lige i løbet af dagen.

Viktor Axelsen vandt over Tommy Sugiarto med 21-17, 21-18 i en tæt herresingle, inden doublen med Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Pedersen tabte til Hendra Setiawan og Mohammed Ahsan med noget mere overbevisende 18-21, 13-21.

Heldigvis skulle Jan Ø. Jørgensen også i aktion, og ganske som de to øvrige herresingler gjorde han det af med sin modstander, Anthony Ginting. Jørgensen sejrede med 21-17, 21-12.

Nu lå det til Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen at afgøre tingene til Danmarks fordel, men herredoublen svigtede mod Ricky Karanda Suward og Angga Pratama.

Heldigvis fulgte Vittinghus op i sidste kamp og sikrede Danmark den historiske titel.

BADMINTON-THOMAS-UBER