I første runde af All England var tre danske herresingler i kamp. Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen gik begge videre, mens Hans-Kristian Vittinghus blev sendt ud af turneringen.

Axelsen er normalt ikke den store fan af sene aftenkampe, men denne gang formåede han at holde et højt niveau trods kampens sene tidspunkt. Badmintonspilleren løfter nu sløret for hemmeligheden bag sejren:

»Jeg prøvede at få smidt en lur ind rimelig sent oppe ad dagen, som jeg normalt ikke plejer at være særligt god til, men det lykkedes mig i dag, og det tror jeg, var ret vigtigt,« siger han til badminton.dk.

I en lidt grundigere analyse af kampen lægger den unge dansker vægt på, at han først skulle beslutte sig for at investere nok kræfter i kampen, før han for alvor kunne sætte Wong Wing Ki Vincent til vægs i en tosætssejr på 21-16/21-17:

»Det går for langsomt i starten, og så er jeg vant til nogle andre omstændigheder fra German Open. Det går langsommere herover, og det bruger jeg lige lidt tid på at vende mig til. Det går lidt mere i benene, og det er lidt hårdere. Jeg var ikke lige villige til at bruge, de kræfter der skulle til i starten. Men det kom jeg godt efter, og i andet sæt er der den klasseforskel, der skal være,« fortæller han.

Inden Viktor Axelsens sene kamp havde Jan Ø. Jørgensen vundet sin kamp mod Ng Ka Long Angus med cifrene 22-20/21-11.